Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2012pilSeptember 2012pil120.000 syddanskere bliver spurgt om livsstil

120.000 syddanskere bliver spurgt om livsstil

24-09-2012 | Af Astrid Westergaard

Som noget helt nyt vil praktiserende læger henvende sig til deres patienter for at finde ud af, om de har en sund livsstil eller er i farezonen for at udvikle sygdom. Det er kernen i det udviklingsprojekt, som regionsrådet i Region Syddanmark netop har vedtaget.

I starten af 2014 vil du måske være en af 120.000 borgere mellem 30 og 49 år i Region Syddanmark, som modtager et brev fra din praktiserende læge. Brevet indeholder et spørgeskema med spørgsmål om din livsstil – for eksempel om du ryger, hvordan du har det, hvordan dine madvaner er og om, hvor tit du motionerer. Når du har udfyldt spørgeskemaet, vil du atter blive kontaktet af lægen, som måske indbyder til en samtale eller undersøgelse i praksis – eller giver grønt lys for, at din livsstil understøtter et godt helbred.

Informationer om livsstil

Grønt lys var netop, hvad regionsrådet i Region Syddanmark gav mandag til det store udviklingsprojekt som en del af forliget om regionens 2013-budget. Projektet går kort sagt ud på at finde frem til borgere, som er i risikozonen med deres helbred, så man kan forebygge eventuelle sygdomme. Det er blandt andet her, spørgeskemaet kommer ind i billedet, for ved at indsamle helbredsoplysninger om borgerne, kan lægen danne sig et indtryk af, om borgeren har en sund livsstil eller brug for enten en forebyggende helbredssamtale med en sygeplejerske i lægehuset eller en nærmere undersøgelse af lægen og måske en henvisning til sygehuset.

Borgere i risikozonen

Et hovedformål med projektet er at finde frem til borgere, som har en særlig risiko for at udvikle sygdom – men som ikke nødvendigvis selv opsøger lægen.

- Ud over at vi forventer, at projektet kan bidrage til at forbedre livskvaliteten og forøge levetiden for borgerne, håber vi også, at projektet kan medvirke til at formindske uligheder i sundhedsvæsenet, siger Bo Libergren (V), formand for Sundhedskoordinationsudvalget, og forklarer, at nogle borgere, som egentlig har brug for hjælp, ikke har overskud til at henvende sig til sundhedsvæsenet eller benytte sig af kommunale tilbud, og at det derfor giver god mening, at sundhedsvæsenet rækker en forebyggende hånd ud og dermed også når denne gruppe.

Samarbejde og forskning

Det er også et formål med projektet at fremme samarbejdet mellem de praktiserende læger og kommunerne, da lægerne blandt andet vil kunne henvise borgere til nogle af de kommunale sundhedsfremmende tilbud fx patientuddannelse, rygestop eller motionstilbud. Og endelig vil projektet danne baggrund for forskning inden for sundhedsøkonomi, effekten af livsstilstilbud, ulighed i sundhed, organisationsudvikling, adfærdsændringer og i, hvordan borgerne oplever at få sådan et tilbud.
Fakta om projektet
• Projektet er treårigt med forventet start i 2014
• Målgruppen er cirka 120.000 personer i alderen 30-49 år i Region Syddanmark
• Der udvælges et geografisk område i regionen, som endnu ikke er udpeget
• Projektet finansieres med regionens egne midler og midler fra fonde og puljer
• Det skønnes, at 40 procent af borgerne ikke har behov for at ændre livsstil, at 40 procent vil have behov for forebyggende helbredssamtaler, og at 20 procent har risikofaktorer som er til fare for deres helbred.
 




Fakta

• Projektet er treårigt med forventet start i 2014
• Målgruppen er cirka 120.000 personer i alderen 30-49 år i Region Syddanmark
• Der udvælges et geografisk område i regionen, som endnu ikke er udpeget
• Projektet finansieres med regionens egne midler og midler fra fonde og puljer
• Det skønnes, at 40 procent af borgerne ikke har behov for at ændre livsstil, at 40 procent vil have behov for forebyggende helbredssamtaler, og at 20 procent har risikofaktorer som er til fare for deres helbred.
 


Siden er sidst opdateret 25-09-2012.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |