Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2012pilOktober 2012pilRegion Syddanmarks akuthjælp-app bliver landsdækkende
Akuthjælp-app_450

Region Syddanmarks akuthjælp-app bliver landsdækkende

22-10-2012 | Af Mira Borggreen

Mere end 75.000 mennesker har hentet Region Syddanmark akuthjælp-app ned på deres mobiltelefon. Nu bliver app’en udbredt til hele Danmark.

Hvis uheldet er ude, og turen går mod skadestuen, så kan det være rart at vide, hvordan det ser ud med ventetiden, når du kommer frem. Så kan du vælge at køre derhen, hvor ventetiden er kortest – og det kan Region Syddanmarks akuthjælp-app hjælpe med.

Ved et møde den 30. april 2012 i Danske Regioners udvalg for Sundheds-IT blev det besluttet at lave en landsdækkende akuthjælp-app med udgangspunkt i Region Syddanmarks populære app. App’en er blevet downloaded mere end 75.000 gange, og det glæder regionsrådsformand for Region Syddanmark Carl Holst (V), at app’en nu skal bredes ud til resten af landet.

- Helt fra starten har vi vidst, at akuthjælp-app’en var en rigtig god ide. Vi håbede også, at det kun var et spørgsmål om tid, før den bredte sig til resten af landet. Derfor er det også rigtig glædeligt, at Danske Regioner nu har sat gang i arbejdet med at gøre akuthjælp-app’en landsdækkende, siger Carl Holst.

Faldende ventetider

Region Syddanmarks akuthjælp-app, der blev lanceret i starten af 2012, viser blandt andet ventetiderne på alle regionens skadestuer. Og ifølge skadestuer og skadeklinikker i regionen er netop ventetiden en vigtig brik i borgernes beslutning om hvilket behandlingssted, de vælger at køre til. Også selvom det føjer lidt ekstra til kilometertælleren.

Nedbringelse af ventetiderne på regionens skadestuer og skadeklinikker var også et af formålene med akuthjælp-app’en. En sammenligning af ventetiderne fra 2011 til 2012 viser, at ventetiderne på regionens skadestuer og skadeklinikker er faldende. Den gennemsnitlige ventetid var for alle Region Syddanmarks skadeklinikker og skadestuer i første halvår af 2011 60 minutter. I første halvår af 2012 var den faldet til 32 minutter. Det vil sige et fald på knap 47 pct. 

- Det tyder på, at akuthjælp-app’en er en medvirkende årsag til de faldende ventetider. App’en flytter altså patienter fra skadestuer med lang ventetid til andre behandlingssteder, fordi patienterne helt enkelt kan se på app’en, at der er kortere ventetider andre steder, siger Carl Holst.

Det blev bekræftet på et evalueringsmøde i april 2012, hvor afdelingssygeplejerskerne for skadestuerne kunne oplyse, at de i den daglige kontakt med patienterne oplever, at app’en flytter patienter fra de travle skadestuer til andre behandlingssteder i regionen.

Sideløbende med app’en har skadestuerne dog også selv arbejdet hårdt på at nedbringe ventetiderne. De har set på arbejdsgange og tilført flere ressourcer til området, hvilket, trods stigende aktivitet, også har betydet et fald i ventetider over de seneste tre år.

Region Syddanmark leder arbejdet

Arbejdet med at udbrede Region Syddanmarks akuthjælp-app gik i gang i juni år, og arbejdet styres af en projektmedarbejder i Region Syddanmark. Den landsdækkende app skal baseres på Region Syddanmarks, men der skal også tages hensyn til de andre regioners behov for information på akuthjælp.

- I arbejdet med at udbrede vores akuthjælp-app til de andre regioner, er vi meget opmærksomme på, at de andre regioner har forskellige måder at organisere akutområdet på. Det handler for eksempel om, hvorvidt man selv kan tage på skadestuen, eller om man skal visiteres af en læge først. Men uanset forskellene så er det vigtigste, at vi kan levere en gratis akuthjælp-app, hvor borgerne kan få hurtigt overblik over deres muligheder for akuthjælp, siger Carl Holst.


Siden er sidst opdateret 22-10-2012.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |