Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

Regionen folder det gode liv ud

22-10-2012 | Af Marie Hauberg

Dygtige og engagerede borgere skal være med til at drive væksten i Syddanmark. Det mener regionsrådet, som nu sender Udvalget for Regional Udviklingsplan på tur til de syddanske kommuner for at præsentere den nyeste viden om områdernes største udfordringer og muligheder. Målet er at skabe vækst lokalt, men også binde indsatsen sammen på tværs af regionen.

Fremtidens vækst i Syddanmark begynder og ender med borgerne. Det var den gennemgående holdning, da regionsrådet i Region Syddanmark mandag tog hul på en temadebat om fremtidens regionale udvikling. Anledningen er en kommende tur rundt til regionens kommuner, hvor de lokale og regionale indsatsområder skal drøftes.
 
- Hvis vi vil rykke noget, skal vi vide mere om menneskene bag tallene. Vi skal kende områdets styrker og udnytte dem. Det er forskelligt, hvad der er livskvalitet for den enkelte, men i regionen kan vi skabe de rigtige rammer for trivslen og binde alle de gode indsatser sammen, sagde Lasse Krull (K), formand for Udvalget for Den Regionale Udviklingsplan.

Glad uden penge

Også udvalgets næstformand, Karsten Uno Petersen (S), betonede vigtigheden af at vide mere om de blødere værdier.

- Vækst og job er vigtigt, og spørgsmålet er, om livskvalitet styrker udviklingen? Det tror jeg, for mange mennesker går rundt og har det godt, selvom statistikkerne siger noget andet. Man kan godt trives uden at have penge – det ved jeg da selv, sagde Karsten Uno Petersen til morskab for resten af regionsrådet.

Udvalgsmedlem Kristian Grønbæk Andersen (R) lagde vægt på, at borgerne selv skal være med til skabe liv i den regionale udvikling.

- Hvad skal gøre det spændende at bo i Vejen eller i Børkop? Det skal hver enkelt borger og lokalsamfund svare på, men vi kan hjælpe dem på vej. Regionen har en stor viden, som kan sikre gennemslagskraft ude i kommunerne, sagde han.

Alle byer kan blive attraktive

Udgangspunktet for regionens arbejde er en stor forskel på udviklingen i de syddanske kommuner. De bedst stillede har plus på flytteregnskabet, mens de dårligst stillede har nettofraflytning og en markant stigende forsørgerbyrde. Hertil kommer voksende forskelle i kommunernes uddannelses- og indkomstniveau. Alligevel er regionsrådet sikker på, at der i alle dele af Syddanmark er byer med muligheder for ny attraktivitet og vækst. Disse muligheder skal nu findes gennem undersøgelser og dialog med kommunerne.
 
- Hvis vi gerne vil skabe vækst, kan erhvervsindsatsen ikke stå alene. Vi må også tænke i uddannelse, infrastruktur og klima, hvis vi fremover vil tiltrække og fastholde borgere. Det betyder, at vi bliver nødt til at arbejde sammen og have en plan for den samlede indsats, sagde regionsrådsformand Carl Holst (V).
 
Han henviser bl.a. til en ny rapport fra OECD om de syddanske vækstmuligheder. Den anbefaler netop at tænke i helheder og integrere forskellige strategier.

Det gode liv lokalt

Som led i Den Regionale Udviklingsplan vil regionen i løbet af vinteren kortlægge de lokale og regionale styrker og svagheder, bl.a. ved at spørge borgerne om deres egen opfattelse af det gode liv, der hvor de bor. Denne nye viden vil Udvalget for Regional Udviklingsplan tage med under armen, når de besøger hver enkelt kommune for at drøfte dens tre vigtigste hovedudfordringer og mulige svar på udviklingen.
 
RUP-udvalget indleder sin kommunerunde i Varde den 23. oktober og regner med at have besøgt alle kommuner med udgangen af februar 2013. Derefter har udvalget fået til opgave at præsentere det samlede strategiske billede for regionsrådet til foråret.




Fakta

Det er en lovbestemt opgave for regionerne at udarbejde en såkaldt Regional Udviklingsplan.
 
Den nuværende syddanske udviklingsplan har titlen ”Det gode liv som vækstskaber” og løber fra 2012 til 2015. Den indeholder strategier inden for bl.a. uddannelse, erhvervsliv, infrastruktur, klima og internationalt samarbejde.
 
Læs mere på www.regionsyddanmark.dk/detgodeliv.


Siden er sidst opdateret 22-10-2012.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |