Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

Medicinbakke

Anne Danielsens medicinbakke giver sundhedspersonalet et bedre overblik og reducerer dermed risikoen for fejl.




Samarbejde sikrer designpris

23-11-2012 | Af Kristoffer Voigt Rasmussen

Designstuderende vinder pris for medicinbakke, der er udviklet i samarbejde med INVIA og Kolding Sygehus.

Hver dag bliver der på de danske sygehuse udleveret medicin til mange tusinde patienter. Det er et vigtigt arbejde, der kræver overblik og koncentration, men det foregår i et miljø, hvor der er mange bolde i luften, og dermed kan det være en udfordring ikke at begå fejl.

Men designstuderende Anne Danielsen fra Designskolen i Kolding har i samarbejde med personalet på Geriatri- og Apopleksiafsnittet på Kolding Sygehus og Region Syddanmarks og Region Midtjyllands innovationsenhed INVIA udviklet en medicinbakke, der skal gøre livet nemmere for sygeplejerskerne og højne patientsikkerheden, og det var en god idé.

I slutningen af oktober modtog Anne Danielsen nemlig en innovationspris på 100.000 kroner på innovationsfestivallen ’Afsnit I’, og derudover blev hun nomineret til årets talent ved Danish Design Awards 2012.

Samarbejde er alfa og omega

Den medicinske afdeling havde i samarbejde med Region Syddanmarks innovationsenhed INVIA lagt op til projektet, men det var igennem feltstudier, at Anne Danielsen fik øje på medicinvognen som en Achilles-hæl i kampen for bedre patientsikkerhed.

I udviklingen af et alternativ var det vigtigt at have personalet med, og det var en positiv oplevelse.

- Jeg var faktisk overrasket over hvor gnidningsfrit samarbejdet har været. Sygehuset har åbnet alle døre for mig og været meget engagerede igennem hele processen. Det har været vigtigt for mig at designe med, og ikke til, personalet. Netop derfor har det været alfa omega at personalet har været med til at udvikle og evaluere løbende i processen, siger Anne Danielsen

Den nye medicinbakke giver sygeplejerskerne bedre overblik og dermed færre fejl, og derudover er den også nemmere at rengøre.

To afdelinger på Kolding Sygehus har takket ja til at teste medicinbakken i et pilotprojekt, og derefter skal erfaringerne samles. En lokal virksomhed har produceret prototyperne af medicinbakkerne og bliver en central medspiller, når medicinbakken forhåbentlig kommer i større produktion.

INVIA er en god støtte

Innovationsenheden INVIA har i løbet af projektet støttet arbejdet økonomisk, og enheden har også finansieret produktionen af prototyperne til pilotprojektet, men det er ikke kun den økonomiske opbakning, som designeren har sat pris på.

- INVIA har stor erfaring med udviklingsprojekter i den offentlige sundhedssektor og derfor været en stor støtte, specielt ved de regelmæssige gennemgange med personalet, siger Anne Danielsen.

Anne Danielsen blev færdiguddannet i juni 2012, og fik med Den Danske Nationalbanks Jubilæumslegat på 25.000 for sit projekt et velfortjent klap på skulderen til dimissionen.


Siden er sidst opdateret 23-11-2012.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |