Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

Dybbøl-aktiviteter krydser grænsen

28-11-2012 | Af Marie Hauberg

Et ungdomsparlament og en iværksætterpris kommer blandt andet til at markere Dybbøl-slaget i 2014. Region Syddanmark og Slesvig-Holsten er gået sammen om projektet, som sikrer aktiviteter på begge sider af grænsen.

Danske og tyske unge samles i et ungdomsparlament, hvis forslag senere behandles af regionens politikere. Virksomheder i den dansk-tyske region konkurrerer om den bedste forretningsidé. Og den 18. april 2014 kulminerer markeringen af 150-året for Slaget ved Dybbøl med en række dansk-tyske kulturarrangementer.

Stort fælles projekt

Det står fast, efter at EU-programmet INTERREG netop har bevilget ca. 3,2 mio. kr. til projektet ’Dybbøl 2014 – fra slagmark til brobyggerregion’. Bag det står Region Syddanmark og delstaten Slesvig-Holsten samt Udviklingsråd Sønderjylland og Industrie- und Handelskammer Flensburg. Det er første gang, at de to naboregioner skyder penge i et så stort fælles projekt. Dermed er der sikret aktiviteter på både dansk og tysk side i forbindelse med 150-året.

- Det glæder mig, at vi nu kan sætte alle sejl til og få en bred markering, der overskrider grænser. Vi må ikke glemme historien, men for Region Syddanmark er det vigtigt, at 150-året bliver brugt på at vise mulighederne i den dansk-tyske region. I fremtiden skal vi udvikle os sammen, og derfor er de grænseoverskridende aktiviteter så vigtige, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

Tre dansk-tyske møder

Det fælles Dybbøl-projekt består af tre møder; et kulturmøde, et erhvervsmøde og et ungdomsmøde. Kulturmødet består af kulturarrangementer på begge sider af grænsen, herunder en markering af selve 150-årsdagen. Erhvervsmødet tager udgangspunkt i en grænseoverskridende iværksætterpris, som fokuserer på regionens vækstpotentiale. Og i ungdomsmødet deltager danske og tyske unge på fælles højskoleophold, som slutter i et ungdomsparlament. Her skal de udforme konkrete forslag til udviklingen af det dansk-tyske samarbejde, som efterfølgende behandles i regionsrådet i Region Syddanmark og landdagen i Slesvig-Holsten.

Slesvig-Holstens minister for Justits, Kultur og Europa, Anke Spoorendonk (SSW), siger:

- Jeg bifalder beslutningen for projektet ”Dybbøl 2014”. Delstatsregeringen i Slesvig-Holsten ser den planlagte omfangsrige markering af 150-årsdagen for Slaget ved Dybbøl som en vigtig begivenhed for den dansk-tyske grænseregion. Vi vil deltage intensivt i forberedelserne og implementeringen.

Kalender med aktiviteter

"Dybbøl 2014 – fra slagmark til brobyggerregion” har et samlet budget på fem mio. kr. Derudover har regionsrådet i Region Syddanmark afsat tre mio. kr. til en Dybbøl-markering i budgetforliget for 2013.

Ud over kultur-, erhvervs- og ungdomsaktiviteter vil der også blive udviklet en hjemmeside med kalender over de aktiviteter, der i øvrigt foregår i regionen i anledning af 150-året.


Siden er sidst opdateret 28-11-2012.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |