Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

ForsidepilSundhedpilPatientrettighederpilErstatning for en skade

Erstatning for en skade

Erstatning for en behandlings - eller lægemiddelskade

Hvis du har fået en skade i forbindelse med undersøgelse, behandling, manglende behandling eller for sen behandling, kan du søge om erstatning ved Patienterstatningen.

Det kan f.eks. være, at behandlingen ikke var god nok, og at du derfor fik en skade, dvs. at din skade kunne være undgået.

Det kan også være, at en forsinket diagnose gør din sygdom værre, end den ellers ville have været, hvis den var blevet opdaget i tide.

Der behøver ikke være sket en decideret fejl. Du kan også få erstatning, hvis der opstår komplikationer, der er sjældne og alvorlige i forhold til den sygdom, du blev behandlet for.

En skade kan også være et dødsfald, hvor efterladte kan have ret til erstatning.

Du kan også have ret til erstatning for alvorlige og sjældne skader, der skyldes bivirkninger efter medicin. Skaderne kan både være psykiske eller fysiske.

Patienterstatningen kan erstatte økonomiske tab og give godtgørelse for svie og smerte og/eller varigt mén.

 Patienterstatningen har udarbejdet en guide, hvor du kan se, om din skade opfylder de basale krav til en erstatningssag. Tjek din skade.

Du kan læse mere om Patienterstatningen på www.pebl.dk, hvor du også finder anmeldelsesskemaet. 

 

Erstatning for en tandskade

Tandskade sket på hospitalet

Hvis du har fået en tandskade i forbindelse med en operation eller undersøgelse på hospitalet, kan du søge erstatning hos Patienterstatningen.

Tandskade sket hos en praktiserende tandlæge

Er du blevet påført en skade i forbindelse med behandling hos en praktiserende tandlæge, har du mulighed for at søge erstatning hos Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning

Frister for anmeldelse

3 år

Der gælder en frist på 3 år fra det tidspunkt, hvor du bliver klar over eller burde være blevet klar over, at der er sket en skade.

10 år

Hvis der er gået mere end 10 år fra behandlingen eller undersøgelsen blev foretaget, til du bliver klar over, at der er sket en skade, kan din sag ikke behandles, da der efter loven gælder en absolut forældelsesfrist på 10 år.

Har du brug for hjælp til at anmelde en skade?

Hvis du har behov for vejledning eller brug for hjælp til at udfylde anmeldelsesskemaet, kan du kontakte en patientvejleder i Patientkontoret på tlf. 76631490.

Henvendelser omhandlende psykiatri rettes til psykiatriens patientvejleder på tlf. 76631098.

 

 


Siden er sidst opdateret 27-05-2020.
Kontakt Sundhed

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap