Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

Åbent Hus Svendborg

Spændende Åbent Hus i Svendborg

29-11-2012 | Af Mira Borggreen

Lørdag den 24. november 2012 indtog 500 nysgerrige gæster Svendborg Sygehus i anledningen af sygehusets Åbent Hus arrangement.

Børn med gips på armene og drabelige sår i panden og på hænderne indtog for nogle timer sygehuset sammen med en masse voksne, og alle kiggede, prøvede og spurgte interesserede til alt det, der foregår på Svendborg Sygehus.

200 medarbejdere fra alle husets afdelinger var involveret i at give svendborgenserne en rigtig god oplevelse og informationer om liv og død, sundhed, behandlinger og sygdomme.

Rigtig mange borgere tog imod tilbuddet om at komme ind og kigge de steder på sygehuset, hvor de normalt ikke kommer.

- Vi er kommet, fordi vi læste om det i Ugeavisen, og vi gerne vil se, hvad der foregår på et hospital. Det har været rigtig spændende, og lidt skræmmende for børnene at komme på rundvisning på en intensiv-stue, sagde Michelle Rasmussen fra Svendborg, der havde sine to børn med.

Livlig aktivitet

Især på stuen, hvor man kunne få lagt gips på armen, var der travlhed hele dagen. Der var også mange forældre, der benyttede muligheden for at få en læge til at kigge på børnenes ører eller få en snak om allergi.

Blodbanken tog imod tilmeldinger og tog blodprøver på potentielle bloddonerer, man kunne prøve at foretage en kikkert-operation i en simulator, høre om nyresvigt og dialyse og få smagsprøver fra køkkenet.

Man kunne blandt andet også få testet sin håndhygiejne i en lyskasse, få skannet sine led, komme på fotosafari gennem tarmen og høre om operation af kunstige hofter og knæ og genoptræning.

- Jeg synes, at det er sjovt at være med til Åbent Hus. Det er spændende, at folk kommer og hører om, hvad vi laver, sagde Bettina Pedersen, der er sygeplejerske på søvnklinikken. Hun brugte dagen til at demonstrerede måleudstyr og masker til folk, der lider af søvnapnø.


Siden er sidst opdateret 04-12-2012.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |