Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

Region SyddanmarkpilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2012pilDecember 2012pilSolceller sparer Region Syddanmark for 5,3 millioner på elregningen
Solceller på taget

Regionrådsformand Carl Holst (t.v.) og direktør for Energi Midt, Peter Kristensen, ved det store solcelleanlæg på taget af sygehuset i Sønderborg.




Solceller sparer Region Syddanmark for 5,3 millioner på elregningen

14-12-2012 | Af Carsten Bruun

Region Syddanmark forventer at spare 5,3 mio. kr. om året på regionens elregning, når de solceller, som regionen lige nu er ved at få monteret på sygehuse og institutioner, begynder at producere strøm.

Regionsrådet besluttede sig på regionsrådsmødet den 25. juni 2012 for Danmarks største enkeltinvestering i solcelleanlæg – nemlig køb af solceller for 82 mio. kr. til montering på en række af regionens sygehuse og institutioner. Elforsyningsselskabet Energi Midt A/S vandt opgaven med at sætte den første portion solceller op, og arbejdet med at montere dem er nu godt i gang.

I dag besøgte regionrådsformand Carl Holst (V) sygehuset i Sønderborg, hvor det største af solcelleanlæggene sættes op.

- Med den største enkeltinvestering i solceller har Region Syddanmark vist vejen. Det er godt at se, at arbejdet med at montere solcellerne skrider frem – selvom is og sne gør arbejdet besværligt. Det er rigtigt spændende, at vi nu skal til at producere vores egen strøm. Investering i energi er en vej til vækst. Med vores solcelleprojekt gør vi noget på tre områder: Vi sparer penge, vi skåner miljøet, og vi giver væksten og beskæftigelsen et boost, siger regionsrådsformand Carl Holst.

Solcelleanlæg op ad to omgange

Solcelleanlæggene på syddanske sygehuse og institutioner bliver sat op ad to omgange. Da det første projekt blev udbudt, viste det sig nemlig at være 30 procent billigere end forventet. I stedet for at koste de 82 mio. kr., som regionsrådet havde afsat, løb den samlede pris kun op i omkring 50 mio. kr. Det resterende beløb skal bruges til indkøb af flere solceller i et nyt projekt, som er i udbud lige nu.

Det første projekt omfatter solceller på 14 somatiske og psykiatriske sygehuse, regionshuset i Vejle, Center for Høretab i Fredericia og det socialpsykiatriske botilbud Syrenparken i Børkop. Det er solcellerne i dette projekt, som pt. er ved at blive monteret. Det drejer sig om cirka 18.900 kvadratmeter solceller. Energi Midt A/S forventer at være færdig med at montere solcellerne omkring 1. februar 2013.

Anden del af projektet omfatter cirka 8.000 kvadratmeter solceller på fem af regionens p-huse – nemlig i Vejle, Esbjerg, Aabenraa, Odense og Svendborg. Det er dette projekt, som lige nu er i udbud. Arbejdet med at montere disse solceller forventes udført i foråret 2013.

Der er tale om Danmarks største enkeltinvestering i solceller. I alt bliver der monteret cirka 27.000 kvadratmeter solceller – det svarer til knap syv fodboldbaner. Den samlede årlige el-produktion fra anlæggene forventes at blive på cirka 3.150 MWh. Det svarer til strømforbruget for omkring 1.050 husstande.

Region Syddanmarks samlede strømforbrug på sygehusene løber op i 89.000 MWh. Solcelleanlæggene vil således dække omkring 3,5 procent af sygehusenes samlede elforbrug. 
 


Siden er sidst opdateret 14-12-2012.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring