Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

INTERREG 2

Anke Spoorendonk, Carl Holst, Dieter Harrsen og Steen Bach Nielsen lagde et puslespil over det område, som det nye INTERREG 5A-program kommer til at dække. Foto: Marie Hauberg




Mennesker skal i centrum for nyt EU-program

17-12-2012 | Af Marie Hauberg

Det nye INTERREG-program skal i højere grad komme almindelige mennesker til gode. Det betyder, at støttekronerne bl.a. skal bruges på kultur frem for bureaukrati, mener regionsrådsformand Carl Holst (V).

Politikere og andre aktører fra Region Syddanmark, Region Sjælland og Slesvig-Holsten mødtes 12. december i Kolding for at diskutere rammerne for det fremtidige grænseoverskridende EU-program, INTERREG 5A.

Programmet sætter retningslinjerne for, hvilke projekter der kan opnå støtte fra EU, og står det til den syddanske regionsrådsformand, Carl Holst (V), bør fordelingen af fremtidens støttekroner først og fremmest tage udgangspunkt i borgernes behov.

- Det er kontakten mellem mennesker og kulturer, som gennem tiden har åbnet virksomhedernes og forskningens øjne for at samarbejde. Derfor skal kulturen fortsat have en fremtrædende rolle i INTERREG-samarbejdet. Samtidig skal vi blive bedre til at spørge, hvordan projekterne gavner borgerne direkte. Hvordan kan EU-midlerne bruges til konkrete projekter, der gør en forskel i menneskers dagligdag?, sagde Carl Holst.

Samme ønske lød fra den sjællandske regionsrådsformand, Steen Bach Nielsen (S).

- Pengene fra den nye store pulje skal ud at arbejde. De skal give kul til lokomotiverne og bidrage til udviklingen i hele området, sagde han.

Samarbejde på flere planer

Det kommende INTERREG 5A-program bliver det første, hvor Den Dansk-Tyske Region og Femern Bælt-regionen går sammen om en fælles pulje. Forventningen er, at der vil være ca. 500 mio. kr. i puljen. Med projekternes egen finansiering er der tale om op til én mia. kr. til grænseoverskridende projekter.

Carl Holst understregede, at det nye program lægger op til samarbejde på mange planer.

- Vi får bedre mulighed for at lave gode tværregionale projekter, hvor vi sammen kan skabe vores eget i stedet for at låse os fast til hver vores metropol. Men samtidig kan vi fortsætte den selvstændige markedsføring af Den Dansk-Tyske Region og det gode nuværende samarbejde om bl.a. sundhed, uddannelse og erhvervsudvikling, sagde Carl Holst.

Samme toner lød fra Anke Spoorendonk, minister for Justits, Kultur og Europa i Slesvig-Holsten.

- Begge de nuværende grænseregioner ønsker dette nye INTERREG-program, og jeg ser det som en stor chance for os. Det giver os flere muligheder og kan være indledningen til et nyt kapitel i det dansk-tyske samarbejde, sagde Anke Spoorendonk.


Siden er sidst opdateret 17-12-2012.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |