Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2013pilJanuar 2013pilNyt OUH-løsninger skal afprøves i virkeligheden

Nyt OUH-løsninger skal afprøves i virkeligheden

03-01-2013 | Af Carsten Bruun

Region Syddanmark vil bruge 25 mio. kr. på at teste nye tekniske løsninger, før de tages i brug på det nye universitetshospital i Odense.

Nyt OUH skal bygges på en ny og anderledes måde. Den plads, der normalt bruges på tekniske installationer reduceres væsentligt i forhold til traditionelt sygehusbyggeri.
Her er tale om et nyt bygningsteknisk paradigme, der er så banebrydende, at Region Syddanmark til næste år vil bruge 25. mio. kr. på at teste de nye løsninger – både i laboratoriet og i virkeligheden på det nuværende universitetshospital i Odense.

Det vedtog regionsrådet på mødet den 17. december. Samtidig vedtog rådet, at Nyt OUH skal bygges efter det nye bygningstekniske paradigme.

- Vi betræder helt nyt land med nogle af de tekniske løsninger, vi forestiller os at anvende på det nye universitetshospital. Løsningerne er så nye, at vi skal have dem grundig testet, før vi bygger dem ind i det nye sygehus. Så det går vi i gang med lige på den anden side af årsskiftet, siger regionrådsformand Carl Holst (V).

Hvert enkelt rum får egen teknik

Ifølge det nye byggekoncept skal Nyt OUH varmes op med luft-til-luft varmepumper, og toiletterne på det nye sygehuse bliver med sug, som vi kender dem fra flytoiletter. Rumventilationen bliver klaret af mindre decentrale anlæg, der er installeret i de enkelte rum på sygehuset, og det varme vand skal varmes op i små decentrale vandvarmere, tæt på aftapningsstedet. I princippet udstyres hvert enkelt rum på Nyt OUH med nøjagtigt de tekniske anlæg, der er nødvendige for rummets funktion.

De nye tekniske løsninger går Region Syddanmark nu i gang med at teste. Det sker først i et slags laboratorium på Syddansk Sundhedsinnovation i Odense, hvor man for eksempel bygger en sengestue op i gips og træ med alle de tekniske installationer, der skal til og afprøver så, hvordan teknikken fungerer. Det arbejde går i gang i februar 2013.

Anden omgang af testen kommer til at foregå på det nuværende universitetshospital, hvor man simpelthen indretter en ”rigtig” sengestue med de nye tekniske løsninger. Stuerne bliver så taget i brug i den almindelige drift på sygehuset, så man kan observere, hvordan de nye tekniske løsninger klarer sig i virkeligheden. Udover en sengestue bygges også en operationsstue, en intensivstue og et flermandskontor på sygehuset.

Region Syddanmark forventer at gå i gang med at teste tekniske løsninger på OUH til maj 2013.

- Vi håber, at syddanske virksomheder vil være med til at udvikle og teste de nye tekniske løsninger. På den måde skabes der know how, der gør os til interessante aktører på det globale marked., siger Carl Holst. 




Fakta

Det nye universitetshospital bliver placeret mellem Syddansk Universitet og motorvejen og skal erstatte det nuværende Odense Universitetshospital. Der er afsat 6,3 mia. kr. til Nyt OUH. Hertil kommer 600 mio. til den nye psykiatri, der bygges sammen med Nyt OUH. I alt 6,9 mia. Sygehuset bliver det største helt nye sygehus i Danmark, og sammen med SDU’s nye sundhedsvidenskabelige fakultet, der skal binde forskning og behandling sammen, vil byggeriet samlet set svare til bykernen i en større dansk provinsby. Afstanden fra hovedindgangen på Syddansk Universitet til hovedindgangen på Nyt OUH kommer til at svare til afstanden fra Rådhuspladsen til Kongens Nytorv i København.
Første spadestik til det nye sygehus og det nye sundhedsvidenskabelige fakultet tages i 2015, og efter planen står fakultetet færdig i 2018 og Nyt OUH i 2021.


Siden er sidst opdateret 04-01-2013.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |