Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2013pilJanuar 2013pilRegionsråd har tillid til Fælles Akutmodtagelser
Regionsråd har tillid til Fælles Akutmodtagelser

Regionsråd har tillid til Fælles Akutmodtagelser

28-01-2013 | Af Kristoffer Voigt Rasmussen

Region Syddanmarks nye fælles akutmodtagelser har over den seneste tid været udsat for kritik, og i forlængelse heraf fik regionsrådet mandag en redegørelse, der beskriver udfordringerne.

Én indgang til sygehuset som akut patient, hvor speciallægerne er til rådighed døgnet rundt - hvad enten det er en brækket arm, hjerteproblemer eller problemer med at trække vejret. Det var visionen, da regionsrådet i Region Syddanmark i 2009 vedtog et nyt koncept for akutområdet. Visionen er nu på vej til at blive til virkelighed på Syddanmarks akutsygehuse med etableringen af de fælles akutmodtagelser (FAM). 

Men en så stor ændring kræver tilvænning, og efter en periode med mange skriverier om dårlige arbejdsforhold og personaleflugt på Region Syddanmarks fælles akutmodtagelser bad regionsrådet om en redegørelse for forløbet. Redegørelsen blev fremlagt på mandagens regionsrådsmøde. 

- Redegørelsen beskriver meget nøjagtigt de udfordringer, der ligger i så ambitiøs en ændring, og dem er vi villige til at tage med. Debatten og skriverierne får ikke regionsrådet til at ryste på hånden, for vi er overbevist om, at opbygningen af de fælles akutmodtagelser vil forbedre den akutte patientbehandling, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

Region Syddanmarks ændringer på akutområdet udspringer fra Sundhedsstyrelsens anbefalinger, og har i planlægningen været i høring hos blandt andet sygehusledelserne, patientforeninger og fagpersoner fra sygehusene.

Selv om omstillingerne har været grundigt forberedt, og der blandt andet er investeret 12 mio. kr. i uddannelse og et antal mio. i informationsteknologi, så gør det det ikke alene.

En omvæltning for personalet

De ambitiøse planer har stor indflydelse på sundhedspersonalets hverdag. Hvor speciallægerne eksempelvis tidligere primært arbejdede på deres afdelinger indenfor almindelig arbejdstid, så skal de i dag også være til stede i den Fælles Akutmodtagelse – også i aften/nathold. Sygeplejerskerne har ligeledes fået et ændret arbejdsområde. De skal i højere grad kunne pleje og observere patienter med forskellige lidelser.

Det er en markant anderledes måde at arbejde på og blot to eksempel på nogle af de omvæltninger, der på nogle sygehuse har betydet frustrationer for personalet og en del debat i de regionale medier.

- Det er altid svært at vænne sig til forandringer, og etableringen af de fælles akutmodtagelser er måske den største forandring i det danske sygehusvæsen i flere årtier, så vi kan bestemt godt forstå personalets frustrationer. Det er en kulturændring, og det er bestemt ikke nemt, men det er en nødvendig proces, hvor samarbejde og kommunikation er nøgleord, siger Carl Holst.

Det er specielt den Fælles Akutmodtagelse på Odense Universitetshospital (OuH) og Svendborg Sygehus, der har trukket overskrifter, da en betydelig del af personalet har forladt de fælles akutmodtagelser. Redegørelsen påpeger dog, at det tyder på, at der takket være forskellige indsatser på OUH og i Svendborg, i udgangen af 2012 er kommet en opbremsning i personaleudskiftningen. 




Fakta

Region Syddanmarks akutmodtagelser er der, hvor akutte patienter ankommer på sygehuset. De fælles akutmodtagelser modtager akutte medicinske patienter og akutte kirurgiske patienter samt skadestuepatienter døgnet rundt, alle årets 365 dage.

Der er placeret akutmodtagelser i Odense, Kolding, Esbjerg, Aabenraa og en midlertidig akutmodtagelse i Svendborg.

I forbindelse med etableringen er regionen i gang med byggerier, der skal optimere de fælles akutmodtagelser. I 2015 vil alle byggerierne i forbindelse med de fælles akutmodtagelser være færdige – dog vil akutmodtagelsen på det kommende nybyggede universitetshospital først stå færdig i 2019.


Siden er sidst opdateret 28-01-2013.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |