Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Odense Universitetshospital 450

Knap 11 millioner kroner til OUH-læge

06-02-2013 | Af Kristoffer Voigt Rasmussen

Opsigtsvækkende forskning med komapatienter på Odense Universitetshospital modtager knap 11 millioner kroner fra Det Strategiske Forskningsråd.

Læger i hele verden lægger dagligt mange tusinde patienter i koma, når patienterne i forbindelse med alvorlig sygdom eller alvorlige ulykker har brug for hjælp til at trække vejret. Det er helt almindelig procedure – også i Danmark. Men læger på Odense Universitetshospital har i en undersøgelse fundet ud af, at respiratorpatienterne har langt bedre af at være vågne.

Forsøget blev gennemført på Odense Universitetshospital fra 2007 til 2009, hvor 140 patienter deltog. Resultaterne er banebrydende og så interessante, at Det Strategiske Forskningsråd nu har givet 10,8 millioner til at udbrede projektet ud i Danmark, Norge og Sverige.

Godt for patienter og samfundsøkonomi

I spidsen for projektet står professor Palle Toft og sammen med afdelingslæge Thomas Strøm har han skabt en ny måde at behandle respiratorpatienter på, som forventes at brede sig til resten af verden.

- Vi er rigtig glade for, at vores arbejde nu kan blive bredt ud til endnu flere sygehus. Vores forskning har vist, at vi ved at undlade at lægge patienter i kunstig koma kan forbedre deres behandlingsforløb og i sidste ende spare sundhedsvæsenet for mange penge, siger Palle Toft.

Og resultaterne er meget overbevisende.

Markant kortere indlæggelsestid

Ved at undlade at lægge folk i kunstig koma, ligger patienterne fire og en halv dag kortere i respirator, 10 dage kortere på intensiv og hele 24 dage kortere på sygehuset. Både for patienterne og for et økonomisk presset sundhedsvæsen er det en særdeles god nyhed.

Koma skulle fjerne ubehag

Årsagen til, at man begyndte at bedøve patienter, var, at de første respiratorer ikke tilpassede sig patienternes tilstand. Det vil sige, at patienterne fik pustet luft ned i lungerne uanset deres egen evne til at trække vejret. Men respiratorerne har udviklet sig meget siden da, og de er blevet meget mere fintfølende, og det betyder, at patienternes ubehag er mindsket betragteligt.

- Vores nye respiratorer kan finindstilles, og dermed er der ikke samme behov for at lægge patienten i kunstig koma for at fjerne ubehaget. Det betyder, at vi kan være i kontakt med patienten, og det er uvurderligt i forhold til at vurdere patientens tilstand, fortæller Palle Toft.

Palle Toft og Thomas Strøms undersøgelse har været bragt i det anerkendte tidsskrift ”The Lancet”. 




Fakta

Palle Toft og Thomas Strøms erfaringer skal nu bredes ud til Kolding Sygehus, Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, Svendborg Sygehus og Aarhus Universitetshospital, mens de udenlandske samarbejdspartnere er Rikshospitalet i Oslo og Karolinska Universitetssjukhuset i Stockholm.


Siden er sidst opdateret 06-02-2013.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |