Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Regional indsats bærer frugt

Lindø og Region Syddanmark er blevet endnu en offshore virksomhed og 200 jobs rigere

Med nyheden om Bladt Industries ankomst til Lindø og yderligere 200 stillinger inden for svejse- og smedeområdet tegner der sig et billede af en succesfuld omstilling for det tidligere skibsværft.

Da Lindøværftet lukkede og måtte afskedige 2200 medarbejdere, gik blandt andet Syddansk Vækstforum ind i kampen for at omstille området fra traditionelt industriområde til moderne industripark.

I dag er der 55 virksomheder og 1100 ansatte til stede på det tidligere værft.

- Det er enormt glædeligt, at Bladt Industries etablerer sig på Lindø. Det vil utvivlsomt skabe endnu mere aktivitet i området. Der er grund til at fejre endnu et eksempel på, at vores satsning bærer frugt, siger regionsrådsformand Carl Holst (V), der er en del af formandskabet i Syddansk Vækstforum.

Region Syddanmark har helt fra de første planer om at lukke skibsværftet været aktiv i at støtte omstillingen. Det har blandt andet resulteret i en vækst- og handleplan for området, ligesom der er hentet EU-midler på 150 millioner kroner til uddannelse af de fyrede medarbejdere.

- Det har vi gjort, så de fyrede er parate til at tage de nye jobs. Det hedder rettidig omhu! Bladt Industries har netop lagt vægt på, at en af grundende til at etablere sig på Lindø er adgangen til kompetente medarbejdere, siger Carl Holst.

Han bliver bakket op af CEO Ove Poulsen fra Lindø Offshore Renewables Center – LORC, som inden for de næste to år bliver verdens førende testcenter indenfor havvindmøller.

- Havde vi ikke haft Syddansk Vækstforum i en vanskelig opstart, var vi ikke kommet op at flyve, siger han.

Han understreger, at nok har Syddansk Vækstforum bidraget med et millionbeløb, men opbakningen kan ikke gøres op i penge.

- I en kritisk fase, hvor der skal træffes beslutninger, skal der være regional opbakning. Vi bygger en struktur op, så virksomheder kan komme her og skabe arbejdspladser, men når der skal skred i udviklingen, skal den komme med regional hjælp. Her er Syddansk Vækstforum olien, der får udviklingen i gang, siger Ove Poulsen.

 

 




Siden er sidst opdateret 17-04-2013.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring