Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Studerende får nye dansk-tyske tilbud

25-04-2013 | Af Marie Hauberg

Det dansk-tyske universitetssamarbejde, Videnregion, er gået fra primært at omhandle forskning til at tilbyde flere uddannelsesforløb for studerende. Fire sommerskoler er i støbeskeen.

Til sommer kan studerende fra syv uddannelsesinstitutioner i Den Dansk-Tyske Region møde hinanden til fire sommerskoler, der går i dybden med alt lige fra regional historie til marketing og finans. Kurserne er kommet i stand via det grænseoverskridende universitetsprojekt Videnregion, og der bliver tale om forløb, der kombinerer den bedste undervisning fra de to lande.

Sommerskolerne er et af flere synlige tegn på, at Videnregion er på vej til at udvikle sig fra et forskningssamarbejde til et uddannelsessamarbejde.

- Det glæder mig, at projektet udvikler sig i en retning, hvor flere studerende får glæde af ekspertisen på begge sider af grænsen. Vores ønske med Videnregion er at give de unge et internationalt perspektiv på deres uddannelse, så de står med unikke kompetencer og jobmuligheder i regionen bagefter, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

Link mellem praktikdatabaser

Ud over sommerskolerne arbejder de syddanske og nordtyske universiteter på at skabe et netværk, der linker skolernes praktikdatabaser med hinanden, så det bliver lettere at søge ECTS-givende praktikpladser på begge sider af grænsen. Skolernes IT-folk er også begyndt at udveksle metoder til e-learning, så det i fremtiden kan blive muligt at tage eksamener online på tværs af grænsen.

Desuden arbejder Videnregion, fx gennem tæt kontakt med de internationale kontorer, målrettet på at kunne tilbyde såkaldte dual degrees – altså uddannelser, som er taget i både Danmark og Tyskland, og som giver en universitetsgrad i begge lande. 

- Der er stor interesse for de nye muligheder hos universiteternes medarbejdere, og folk bakker virkelig op om at få samarbejdet på skinner. Sommerskolerne er første skridt på vejen mod egentlige dansk-tyske uddannelser, siger Björn Bøg, projektmanager hos Videnregion.

Programmet for de fire sommerskoler i 2013 forventes at ligge klar i løbet af april. 




Fakta

Videnregion/Wissensregion er et fælles initiativ mellem syv akademiske institutioner i Region Sydanmark og Scleswig-K.E.R.N.:

- Syddansk Universitet

- Christian-Albrechts-Universität zu Kiel

- Fachhochschule Kiel

- Universität Flensburg

- Fachhochschule Flensburg

- University College Lillebælt

- University College Syddanmark

Målet er at styrke den regionale vidensbaserede økonomi inden for uddannelse, research og innovation.

Samarbejdet er baseret på et treårigt projekt støttet af EU-programmet INTERREG 4A Syddanmarks Schleswig-K.E.R.N.


Siden er sidst opdateret 25-04-2013.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |