Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2013pilApril 2013pilRegionen aktiv partner på DGI Landsstævne

Regionen aktiv partner på DGI Landsstævne

29-04-2013 | Af Astrid Westergaard

Region Syddanmark har indgået partnerskabsaftale med DGI og Esbjerg Kommune om sommerens DGI Landsstævne i Esbjerg på 1,5 millioner kroner. Aftalen giver regionen en enestående mulighed for synlighed inden for sundhed og vækst. Regionen deltager desuden med et løbeteam på 100 deltagere og 100 gymnaster fra Sygehus Lillebælt.

Der vil være 23.280 aktive deltagere, når DGI Landsstævnet afvikles i Esbjerg fra den 4. til den 7. juli, og der er stor bevågenhed og folkelig opbakning omkring stævnet.

- Det er oplagt for regionen at være aktivt synlig og samarbejde og bakke op om det store arrangement, som landsstævnet er, siger regionsrådsformand Carl Holst (V) og fortsætter:

- Begivenheden sætter ikke bare fokus på regionen som stedet, hvor det sker. Med 100 gymnaster fra Sygehus Lillebælt og 100 løbere fra regionens øvrige arbejdspladser, sætter regionen et godt og aktivt fokus på sundhedsvisionen: Du tager ansvar for din sundhed. Sammen tager vi hånd om din sygdom.

Vej til vækst

DGI Landsstævne understøtter regionsrådets kulturstrategi om at bidrage til at skabe regional vækst og synlighed, samt attraktivitet for regionen.

- Værdien ved at være med på landsstævnet ligger ud over det sportslige og sundhedsmæssige. Vi viser, hvorfor regionen er et spændende sted at etablere sig både for virksomheder, potentielle tilflyttere og turister, slår regionsrådsformanden fast.

Et aktivt vindue

Regionen er til stede med en stand i landsstævnets store informationscenter ”Vores Puls”, som sætter fokus på sundhedsvisionen, og på hvad regionen byder på over for virksomheder, tilflyttere og turister. På den måde er regionens tilstedeværelse et aktivt vindue ud mod de mange tusinde deltagere i landsstævnet.

- Landsstævnet er en kæmpestor idrætsbegivenhed med fokus på bredde og folkesundhed. Derfor ser jeg det som en naturlig ting, at regionen deltager. Regionen er jo særdeles synlig på mange andre måder, når det gælder sundhed og livsstil, så jeg hilser aftalen velkommen. Jeg glæder mig til at vise de mange tusinde deltagere og gæster, at hele Syddanmark står bag energien i landsstævnet i Esbjerg, siger Esbjergs borgmester Johnny Søtrup (V).

Partnerskab styrker

Partnerskabsaftalen blev indgået på mandagens regionsrådsmøde, og de 1,5 millioner kroner, som regionen har indgået aftale om, kommer fra Kulturpuljen 2013. Det samlede budget for DGI landsstævnet er på ca. 45 mio. kr.

- I DGI er vi rigtig glade for, at Region Syddanmark bakker op om landsstævnet i Esbjerg. Det er vigtigt, at vi står sammen om at sprede budskabet om, at idræt både er sjovt og sundt. Landstævnet bliver Danmarks største idrætsevent i 2013, og det viser, at danskerne gerne vil dyrke idræt sammen med andre, ligesom de gerne vil prøve kræfter med nye typer af idrætter, siger formand for DGI, Søren Møller.


Siden er sidst opdateret 29-04-2013.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |