Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2013pilMaj 2013pilRegion Syddanmark indvier Engbo boligtilbud i Kerteminde
Carl Holst indvier Engbo Kerteminde

Region Syddanmark indvier Engbo boligtilbud i Kerteminde

13-05-2013 | Af Mira Borggreen

Region Syddanmark indviede mandag det nye Engbo i Kerteminde. De nye boliger giver 20 beboere tag over hovedet.

Det var en god dag i Kerteminde i dag. Med indvielsen af det nye Engbo får 20 beboere, 13 fra Engbo i Kerteminde og syv beboere fra Engbo i Nyborg, nye boliger.

Ved indvielsen glædede regionsrådsformanden sig da også over de nye faciliteter og de muligheder, det giver de 20 beboere.

- Det vi står ved er en del af den vision, regionen har haft, om at modernisere det tidligere Strandvænget. Her giver vi de borgere i vores samfund, som har særlige behov, gode og trygge rammer, og boligerne er indrettet 100 procent ud fra beboernes behov ikke mindst fordi både medarbejdere og pårørende har været involveret i planlægningsfasen, sagde regionsrådsformand Carl Holst (V) og fortsatte:

- Kort tid efter regionen overtog det sociale området i 2007, blev vi alle mindet om, hvad boligforhold og en rå tone kan betyde for dagligdagen. Forholdene for fysisk- og psykisk handicappede blev forsidestof i aviserne og på tv, og det gav anledning til selvransagelse i regionen. Resultatet heraf ser vi i dag. Og det er ikke et resultatet af en mediekampagne, men resultatet af den dialog, vi har haft med beboere, organisationer og ikke mindst pårørende i kølvandet på medieomtalen.

De rigtige rammer

Formanden for socialudvalget i Region Syddanmark kom i hendes tale ved indvielsen ind på de nye rammer, både beboere og personale fremover kan udfolde sig i:

- De nye rammer lever op til vores målsætning om at tilbyde boliger, der passer den enkeltes behov, herunder mulighed for privatliv og for at kunne udfolde sit liv ud fra egne præmisser. Og netop det, at det skal ske på egne præmisser, har fra begyndelsen været afgørende for os, sagde Bente Gertz (S)

Samtidig understregede hun, hvor glad hun var for at de nye rammer i høj grad også er tiltænkt beboernes pårørende:

- Vi ved, hvor vigtigt det er for de pårørende at være en del af livet her. At kunne følge med i årstidernes skiften, og samtidig opleve, at beboerne har det bedst mulige liv i de bedst mulige rammer.

Et hjem og en arbejdsplads

Det er små fire år siden, planlægningsarbejdet for nybyggeriet gik i gang, og spadestikket blev taget i november 2011. Formålet har været at skabe forhold, der i højere grad end tidligere kunne fungere som rigtige hjem for stedets beboere.

Det kom Engbos centerleder Torben Bøge Mikkelsen også ind på ved indvielsen:

- Vi har skabt trygge hjem til beboerne, og samtidig er boligerne indrettede, så personalet også har de bedste forhold til at foretage den nødvendige pleje. Men allervigtigst er, at vi hele tiden husker på, at vi skal arbejde i borgernes hjem, de skal ikke bo på vores arbejde.

Når det kommer til selve byggeriet, så er brugerne tænkt ind i alle faser, for beboerne skal have følelsen af at bo i eget hjem, og have mere indflydelse på f.eks. fritidsaktiviteter og mere selvbestemmelse. For det er meget individuelt, hvad de enkelte beboere har af behov, og det er der taget hensyn til i for eksempel indretning af badeværelser.

- Der er bogstavelig talt højt til loftet på det nye Engbo her i Kerteminde. En af vores beboere har endda fået malet graffiti på væggen, hvilket efter min mening kun understreger den plads til individualitet vores nye boliger kan tilbyde beboerne, sluttede Torben Bøge Mikkelsen.




Fakta

Fakta om Engbo

• Engbo Kerteminde er en institution for voksne udviklingshæmmede.
• Det nye Engbo er resultatet af regionens beslutning om at opdele institutionen Strandvænget i flere små enheder for at gøre tilbuddet mere tidssvarende.

Fakta om byggeriet

• Der er bygget 20 torums boliger i Kerteminde på i alt 2.000 kvadratmeter. I Nyborg bygger Region Syddanmark en tilsvarende Engbo-afdeling med 32 boliger.
• Engbo var sammen med institutionerne Lilleskov, Skovhuse og dagtilbuddet Østerhuse tidligere samlet under navnet Strandvænget.


Siden er sidst opdateret 13-05-2013.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |