Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2013pilMaj 2013pilÅrsrapporten viser fin balance i Syddanmark

Årsrapporten viser fin balance i Syddanmark

27-05-2013 | Af Carsten Bruun

Region Syddanmark har for sjette år i træk præsteret et sundt og stabilt økonomisk resultat. I 2012 har det skabt råderum for fremtidsorienterede investeringer i energi, solceller og miljø.

Der er efterhånden ved at være en god tradition i Region Syddanmark for positive driftsregnskaber, og den tradition bliver der ikke lavet om på med årsrapporten for 2012. Den viser nemlig fin balance i økonomien med et driftsoverskud på 225,7 mio. kr. ud af en samlet omsætning på 22,8 mia. kr.

- Lad mig starte med at rose de ansatte for en fremragende indsats. Lige siden 2007 har vi år efter år behandlet flere patienter, end vi rent faktisk har fået penge til. Jeg er stolt over, at vi har så dedikerede og dygtige fagmedarbejdere, siger regionsrådsformand Carl Holst (V) om årsrapporten, der blev præsenteret for regionsrådet i dag.

Årsrapporten viser et markant højere investeringsniveau i 2012 i forhold til de foregående år. Blandt andet er der sat solceller op på regionens sygehustage, sociale institutioner samt parkeringshuse for i alt 82 mio. kr. Solcellerne dækker et areal på hele 27.000 kvadratmeter og ventes at give besparelser på energiregningen i omegnen af syv mio. kr. hvert eneste år.

Hurtigere end loven foreskriver

I alt investerede Region Syddanmark sidste år 1,7 mia. kr. på energiforbedringer, nyt apparatur, it-systemer og moderne faciliteter.

- Energieffektive rammer og moderne udstyr er en forudsætning for at kunne tilbyde behandling af høj kvalitet på en effektiv måde, og vi har kunnet tillade os at fremrykke investeringer netop på grund af vores solide økonomiske resultater.

Som følge her af har regionsrådet besluttet sig for at være mere ambitiøse, end staten har lagt op til omkring den nye udredningsgaranti, som delvist skal finansieres af en længere behandlingsfrist for ikke-akutte patienter.

- Vi sigter også i fremtiden på at behandle tæt ved 100 procent af vores patienter inden for en måned. Som patient er det vigtigste at få afklaret ens behandlingsbehov hurtigst muligt – uanset om patienten er henvist til udredning eller behandling, slår regionsrådsformanden fast. 

Nye budgetkrav

Den sunde og stabile økonomi er kontinuerligt blevet brugt til langsigtede investeringer, som giver mulighed for endnu bedre behandlingsresultater og færre udgifter til energi og vedligehold.

Trods de gode økonomiske resultater i regionerne lægger regeringen imidlertid op til mere detailstyring af processer og drift.

- Vi vil rigtig gerne måles på vores resultater. Men når vi netop har vist, at vi har haft styr på pengene år efter år, så virker det ærlig talt besynderligt, at vi nu mødes med flere proceskrav og mere kontrol. Kort sagt: Mindre tillid, siger Carl Holst.


Siden er sidst opdateret 27-05-2013.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |