Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Musikerklinik_450

Ved indvielsen af Klinik for Musikersundhed spillede Jesper Thilo All Stars - en gave fra Dansk Musikerforbund. Foto: Tanja Erendal




Festlig indvielse af ny klinik på OUH

12-06-2013 | Af Tanja Erendal

Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital indvier Danmarks første Klinik for Musikersundhed.

Musikere arbejder under helt særlige vilkår. Ensartede bevægelser og højt lydniveau er nogle af de udfordringer, som musikere dagligt bliver udsat for.  Det er vilkår, som ikke nødvendigvis rummes af traditionel arbejds- og miljømedicinsk forebyggelse, behandling og forskning.

Men nu er der hjælp på vej til musikerne. Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital etablerer Klinik for Musikersundhed, som er den første af sin art – ikke blot i Danmark, men også i de nordiske nabolande.

- Det er fantastisk at se, hvordan vi på vores sygehuse bliver mere og mere specialiserede, så vi kan hjælpe patienter med meget komplekse udfordringer. Den gælder også den nye klinik, og jeg er sikker på, at de vil gøre livet nemmere for rigtig mange musikere, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

Dansk Musikerforbund og de danske symfoniorkestre hilser initiativet velkommen, og der er allerede aftaler om ambulatoriefunktion hos symfoniorkestrene i hele landet.

OUH samarbejder bredt

- Det er helt naturligt, at den oparbejdede viden omsættes i klinikken som et klinisk, arbejdsmedicinsk subspeciale i Performing Arts Medicine (PAM) - i første omgang med fokus på Musikersundhed. Både arbejdsmedicin og musikudøvelse er gamle fag, men kombineret udgør de en fundamental del af det unge medicinske subspeciale PAM. OUH har en innovativ tilgang til dette område, som jeg forventer skal accepteres og indgå i specialeplanlægningen i Danmark som et udviklingsområde, siger direktør Peder Jest, OUH.

Forskere på Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik, Odense Universitetshospital, og ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Syddansk Universitet har siden 2006 arbejdet med at undersøge de professionelle musikere i Danmark, især de klassiske orkestermusikere. Man har lavet en stor undersøgelse blandt danske professionelle musikere som påviste, at klassiske orkestermusikere har problemer med bevægeapparatet, hørelsen og det psykosociale miljø.

Landsdækkende funktion

- Vi samarbejder med relevante kliniske afdelinger på OUH og andre relevante kliniske afdelinger og ambulatorier under Region Syddanmark, hvor Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik er den visiterende og koordinerende afdeling. På grund af de særlige arbejdsvilkår, som musikerne er underlagt, er det væsentligt, at der blandt de afdelinger og klinikker der samarbejder er kendskab til og forståelse for musikernes særlige vilkår, siger ledende overlæge, Lars Brandt, Arbejds- og miljømedicinsk klinik, OUH.

International bevågenhed

Over de seneste årtier har Performing Arts Medicine som medicinsk speciale fokuseret på de helt særlige problematikker for musikere og andre kunstnere. I dette internationale subspeciale bliver der forsket og udøvende kunstnere som musikere, sangere, dansere og skuespillere bliver undersøgt, udredt og behandlet. Både i USA og i en række europæiske lande er arbejdsmedicinere i samarbejde med blandt andre ortopædkirurger, reumatologer, øre-næse-hals-læger, ergoterapeuter og fysioterapeuter repræsenteret inden for området.


Siden er sidst opdateret 12-06-2013.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |