Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Samtale fremmer samarbejdet

21-06-2013 | Af Sanne Safarkhanlou

Hvordan undgår man, at sindslidende kommer i klemme, fordi samarbejdet i det offentlige halter? Det er et af de temaer, som et halvt hundrede fagfolk vil mødes om i Varde 25. juni 2013.

En mand, der fik medicin mod svær depression, mistede sine sygedagpenge, fordi Jobcenteret mente, at han modarbejdede sin egen helbredelse.

Ud fra lægens indberetning kunne Jobcenteret nemlig ikke læse, at han havde prøvet hele fem forskellige slags antidepressiv medicin uden at opnå en positiv effekt.

Jobcenteret mente, at han modarbejdede sin egen helbredelse, fordi han holdt op med at tage medicinen, og derfor stoppede Jobcenteret udbetalingen af sygedagpenge. Det fik manden til at gå tilbage på den antidepressive medicin, selvom den ikke virkede og kun gav bivirkninger.

Situationen er et af de eksempler, der er beskrevet i rapporten, ”Anbefalinger til synergi i samarbejdet omkring borgere med psykiatriske lidelser i Region Syddanmark”, som et halvt hundrede fagfolk fra regionen og de syddanske kommuner mødes for at drøfte i Varde på tirsdag 25. juni.

Et ord – flere betydninger

Temamødet er det fjerde og sidste i rækken under overskriften ”Synergi mellem socialområdet, psykiatrien og somatikken.”

På mødet vil deltagerne drøfte en række anbefalinger til, hvordan samarbejdet omkring borgere med sindslidelser i Region Syddanmark kan forbedres.

For selvom fagfolkene, der er omkring en bestemt borger, gerne vil arbejde sammen, sker det, at kommunikationen mudrer til. Og det kan give problemer for den enkelte.

For eksempel kan ordet ”stabiliseret” betyde noget forskelligt alt efter, hvem man er.

Jobcenteret forstår måske ordet ”stabiliseret” som en tilstand, hvor patienten har det godt, mens en psykiater kan forstå det som ”stabiliseret i en elendig tilstand, hvor man ikke kan gøre mere med medicin.”

- En af de ting, der trådte meget tydeligt frem på de tidligere debatmøder, er, at vi skal blive bedre til at koordinere på tværs. Selvom vi allerede gør meget for at koordinere omkring den enkelte, så skal vi blive endnu bedre til det. Sammenhæng og samarbejde er nemlig forudsætningen for, at vi kan tilrettelægge en god indsats overfor borgeren, siger psykiatri- og socialdirektør i Region Syddanmark Jacob Stengaard Madsen.

Han er formand for pilotprojektet under projekt ”Fælles Fokus i Syddanmark”, hvor synergi-temaet er et af fire pilotprojekter.

Dyrt at gøre arbejdet halvt

Og netop samarbejde og fælles koordinering på tværs er nøgleord for Karen Thomsen, formand for SIND på Fyn, der også har deltaget i et af møderne.

Hun mener, at der i mange sammenhænge i offentligt regi mangler viden om og tro på, at det kan lade sig gøre at bringe mennesker med svære sindslidelser til at klare – eller næsten – klare sig selv. Men det kræver en effektiv indsats på et tidligt tidspunkt:

- Det er dyrt at gøre tingene halvt. Hvis man fra dag ét satte sig ned og lagde en plan for, hvordan den enkelte kan bringes til at klare sig selv og få et job, så ville den enkelte få et bedre liv. Vi ved, at når man spiller en aktiv rolle i samfundet, så får man det bedre med sig selv, siger hun.

Karen Thomsens ønske om tættere samarbejde omkring borgeren bakkes af op Hans Meulengracht, der er udviklingskonsulent i Handicap- og Psykiatriforvaltningen i Aabenraa Kommune.

Han mener også, at meget kunne være nået, hvis fagfolkene blev bedre til omsætte de tværgående overordnede samarbejdsaftaler, der faktisk er indgået, til konkret handling. Men aftaler gør det ikke alene:

- Det handler om, at vi skal blive mere bevidste om, at der er mange aktører, der hver især bidrager med en del af løsningen. At den måde, vi arbejder og organiserer os på, smitter af på naboen. Og det kan man ikke aftale sig ud af. Det er noget, der skal vokse naturligt frem, siger Hans Meulengracht fra Aabenraa Kommune.

Ud over Aabenraa har Vejle Kommune også deltaget i synergi-projektet.

Bedre udnyttelse af ressourcerne

Ud over synergitemaet er de 22 syddanske kommuner og Region Syddanmark også i gang med at udvide samarbejdet indenfor områderne ”Effektiv økonomistyring,” ”Effekten af indsatser på det specialiserede område” samt ”Kundebestyrelser på sociale tilbud.”

Formålet med pilotprojekterne er helt overordnet at sætte fokus på, hvordan der kan skabes den bedst mulige udnyttelse af ressourcerne på det specialiserede område.

De fire pilotprojekter løber til udgangen af 2013, og anbefalingerne, som bl.a. mødet i Varde ender ud i, vil blive drøftet i relevante direktørfora i Syddanmark og omsat til konkrete initiativer. 


Siden er sidst opdateret 21-06-2013.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |