Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Indvielse Kræftlaboratorium_450

Den røde snor klippes med hjælp fra specialecheferne i Laboratoriecentret. Fra venstre er det Jens Kjølseth Møller, Marianne Waldstrøm, regionsrådsformand Carl Holst, Jonna Skov Madsen, Anders Bojesen og Ivan Brandslund




Nyt kræftlaboratorium indviet

26-06-2013 | Af Charlotte Toft-Petersen

Carl Holst indviede det nye kræftlaboratorium på Vejle Sygehus den 25. juni 2013.

Gåturen fra den røde snor i den ene ende af glasgangen til talerstolen i den anden markerede symbolsk udvidelsen af Laboratoriecentret, da regionsrådsformand Carl Holst den 25. juni officielt indviede det nye kræftlaboratorium på Vejle Sygehus.

- Som sygehus arbejder I for at skabe bedre sammenhænge for patienterne, både udad i samarbejdet med praktiserende læger og kommunerne, og indadtil i samarbejdet mellem de kliniske afdelinger og støttefunktionerne. Afsættet for det gode samarbejde er et godt og veludstyret laboratorium, som leverer ydelser af høj kvalitet. I ved det, og jeg ved, I prioriterer det, og med indvielsen af kræftlaboratoriet er også rammerne i orden, sagde Carl Holst i sin tale.

Med fokus rettet mod smidige patientforløb, hvor ventetiden er minimal og sikkerheden i både diagnostik og behandling høj, er et toptrimmet laboratorium med et spektrum af analyser en forudsætning.

- Den faglige udvikling medfører også et stigende behov for de ydelser, laboratoriet leverer. Vi kigger på det enkelte menneske og finder ud af, hvad det fejler, men også hvordan vi kan målrette og skræddersy en behandling, der har effekt. Det er både bedre og billigere, og det er en udvikling, vi skal følge med i – ligesom jeres forskning og engagerede medarbejdere gør det, fortsatte regionsrådsformanden og ønskede sygehuset, medarbejderne og patienterne tillykke, inden han sammen med sundhedsdirektør Jens Elkjær og sygehusledelsen fik en guidet tour rundt i laboratoriets funktioner af Laboratoriecentrets chef professor, dr. med. Ivan Brandslund.

Ny viden medfører nye behov

Baggrunden for det voksende behov for analyser er ny viden om DNA-mutationers betydning for udviklingen af kræft, prognose, forløb, diagnostik, valg af behandling og kontrol af behandlingens effekt. Allerede ved åbningen af Laboratoriecentret i år 2000 var man således forberedt på udviklingen, og der blev dengang gjort plads til udvidelser inde i centret med nye molekylærbiologiske analyser, som ikke alene kan forudsige, hvilke behandlinger der vil få effekt og hvilke der ikke vil, men også hvem der vil få bivirkninger og hvilken slags.

Kræftlaboratoriet er som sådan ikke en ny bygning. Derimod har man flyttet kontorer, kantine og hjælperum til sammedagskirurgisk B140, mens de eksisterende ca. 400 m2 lokaler i selve Laboratoriecentret kunne genindrettes til nye og flere analyseaktiviteter. Laboratoriet og kontorfaciliteterne forbindes smukt af en glasgang i fjerde sals højde. 


Siden er sidst opdateret 27-06-2013.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |