Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2013pilJuli 2013pilPenge til bedre arbejdsmiljø på intensivklinikken i Aabenraa

Penge til bedre arbejdsmiljø på intensivklinikken i Aabenraa

08-07-2013 | Af Sanne Safarkhanlou

Medarbejderne i Intensivklinikken på sygehuset i Aabenraa døjer med pladsproblemer og højt støjniveau. Derfor skal afdelingen nu bygges om for en halv million kroner for at skabe et bedre fysisk – og psykisk arbejdsmiljø.

Medarbejderne i Intensivklinikken på sygehuset i Aabenraa kan nu se frem til at få flere kvadratmeter omkring sig - og deraf et bedre fysisk arbejdsmiljø.

Regionsrådet i Region Syddanmark har besluttet at bruge en halv million kroner på en ombygning af Intensivklinikken, som gerne skulle bidrage til en højere arbejdsglæde.

Konkret skal der etableres et sterildepot og et væskedepot til bl.a. opbevaring af dialysevæsker, som i øjeblikket står på gangarealerne.

Derudover får de op til 25 medarbejdere, der kan være på arbejde på samme tid, også en væsentligt større personalestue.

I dag skal de klemme sig ind i en 9 kvadratmeter stor personalestue, når de holder møder, konferencer eller pauser, men til efteråret bliver rummet på 24 kvadratmeter. 

- De fysiske arbejdsforhold i klinikken har desværre ikke været så gode, som vi gerne vil have, at de skal være. Det har bl.a. resulteret i et højt et højt stressniveau blandt medarbejderne, og derfor er det godt, at der nu bliver gjort noget ved det, siger Stephanie Lose (V), der er formand for regionens Innovationsudvalg.

Fokus på psykisk arbejdsmiljø

Kliniklederne på Intensivklinikken, Henriette Kaczmarek og Jørgen Steen Hansen fortæller, at både patienter og pårørende har været utilfredse med de pressede forhold på klinikken, og at deres tilkendegivelser også har påvirket medarbejderne.

Ud over de rent fysiske arbejdsforhold, har de psykiske arbejdsforhold været prioriteret i klinikken, hvor sygefraværet i plejegruppen for godt et år siden lå på omkring 10 procent.

Intensivklinikken har siden efteråret 2012 deltaget i et regionalt pilotprojekt, hvor man undersøger om en struktureret indsats i forhold til eksempelvis undervisning i konflikthåndtering, kan fremme trivsel – og herved nedbringe sygefravær.

Kliniklederne fortæller, at det indtil videre ser ud til, at den kombinerede arbejdsmiljøindsats, som samtidigt fokuserer på at forbedre fysiske - og psykiske arbejdsmiljøforhold, har positiv effekt. De seneste måneders sygefraværsprocenter i plejegruppen er stødt og roligt faldende, og alle ser frem til de forbedringer, som bevillingen nu skaber mulighed for.



 


Siden er sidst opdateret 08-07-2013.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |