Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2013pilAugust 2013pilRegionalt designsamarbejde skal gøres nationalt

Regionalt designsamarbejde skal gøres nationalt

16-08-2013 | Af Kim Jensen

Når virksomheder bruger penge på design, kommer de mange gange igen gennem øget vækst. Det ved man allerede i designklyngen Design2innovate, der nu skal gøres national, hvis det står til formand for Syddansk Vækstforum, Carl Holst (V).

Torsdag 15. august havde han inviteret borgmester i Vejle Kommune, Arne Sigtenbjerggaard (V), borgmester i Kolding Kommune, Jørn Pedersen (V) og rektor for Designskolen Kolding, Elsebeth Gerner Nielsen, til et møde med dagsordenen at styrke samarbejdet om at skabe værdi for klyngens medlemmer.

- Vi kan se, at det giver mening at investere i design, og vi kan se, at det giver udbytte at arbejde sammen i klynger. Nu skal vi samle kræfterne om at give designklyngen afsæt til at gøre sig gældende som national klynge, siger Carl Holst.

Nationalt innovationsnetværk

På mødet var der bred enighed om det næste skridt i Design2Innovates udvikling, nemlig at danne et nationalt innovationsnetværk i samarbejde med Designskolen Kolding, Kunstakademiets Designskole i København og Arkitektskolen i Aarhus.

Netværket er allerede kommet igennem det første nåleøje, da Forsknings- og Innovationsstyrelsen har inviteret det til at sende en ansøgning om støtte til projektet. Den endelige tilbagemelding forventes i løbet af efteråret.

Et boost for design

- Det er meget spændende, at ansøgningen er gået videre, og at vi snart kan tage de næste vigtige skridt i klyngens udvikling. Derfor glæder det mig, at vi regionalt er i stand til at vise sammenhold og trække i samme retning. Jo stærkere vi står sammen regionalt, jo stærkere står vi nationalt og internationalt, siger Carl Holst

Han fortsætter:

- Det vil i første omgang være et boost for designkulturen i Syddanmark at blive nationalt innovationsnetværk, men vi skal også holde os for øje, at det giver mening i forhold til at styrke det, vi skal leve af i fremtiden. Hvis vi både udvikler virksomhederne til at bruge design, der skaber værdi, og kommercialiserer designforskningen her i regionen, vil vi stå meget stærkere på den globale scene, siger regionsrådsformanden.




Fakta

Design2innovate er en designklynge i Region Syddanmark. Den er en del af Syddansk Vækstforums fokus på klynger. Ud over design er der klynger inden for energieffektiviseringer, offshore og velfærdsteknologi.


Siden er sidst opdateret 16-08-2013.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |