Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2013pilAugust 2013pilRegion Syddanmark vil placere akutbil i Oksbøl
Nødbehandler_450

Region Syddanmark vil placere akutbil i Oksbøl

23-08-2013 | Af Kristoffer Voigt Rasmussen

Region Syddanmark vil forbedre akutberedskabet i Varde Kommune og placere en døgndækkende akutbil i Oksbøl.

Borgerne i Varde Kommune vil måske fremover kunne få hjælp fra en akutbil i Oksbøl, og ikke én men to døgndækkende ambulancer i Varde, når de ringer 112.

Igennem det seneste år har der været usikkerhed om den præhospitale dækning i Oksbølområdet. Region Syddanmark har igennem en årrække samarbejdet med Forsvaret og benyttet sig af en militærlægebil i Oksbøl, der ellers blev brugt som beredskab til militærøvelser.

Desværre har Forsvaret grundet besparelser, reduceret den periode, hvor militærlægebilen står til rådighed. I værste tilfælde vil det betyde, at militærlægebilen kun vil være til stede i Oksbøl 40 dage om året.

En løsning der giver mening

Det har fået Region Syddanmark til at arbejde på en løsning, hvor man indsætter en fast døgndækkende akutbil i Oksbøl og udvider ambulanceordningen i Varde, så der fremover vil være to døgndækkende ambulancer. Hidtil har der været én døgndækkende ambulance og én ambulance i dagstimerne som supplement.

- Det kan give god mening at få sat en stopper for alle spekulationer og etablere et godt og solidt beredskab i Varde og ikke mindst i det store turistområde ved Blåvand og Vejers. Der er ingen, der er tjent med usikkerheden, og derfor synes jeg umiddelbart, at det lyder som en rigtig fornuftig idé, siger Thyge Nielsen (V), der er formand for Akut- og Ø-udvalget i Region Syddanmark.

Det er netop Akut- og Ø-udvalget, der i første omgang skal tage stilling til forslaget og beslutte, om de vil indstille det til regionsrådet. Hvis rådet følger indstillingen, vil Region Syddanmark samtidigt opsige samarbejdet med Forsvaret.

Udfordringer og løsninger i Varde Kommune

Varde Kommune er et af de steder i Region Syddanmark, hvor beredskabet har sværest ved at nå ud inden for 15 minutter. Derfor har regionen også etableret en ordning i kommunen, hvor en gruppe hjemmesygeplejersker har fået uddannelse i førstehjælp og kører i biler med en hjertestarter, en taske med diverse førstehjælpsudstyr og ilt.

Derudover er bilerne udstyret med GPS, så Region Syddanmarks vagtcentral i Odense kan dirigere bilerne det rigtige sted hen.

- Selvom ambulancedækningen i Varde Kommune nu bliver forbedret, så vil der fortsat være behov for hjemmesygeplejerskeordningen til at understøtte det primære beredskab. De store afstande er fortsat en udfordring i Varde Kommune, og derfor har vi stadigvæk brug for nogle førstehjælpere, der kan være på ulykkesstedet hurtigt, siger udvalgsformand Thyge Nielsen.

Døgnberedskabet med ambulancen i Varde vil kunne starte 1. oktober 2013, mens løsningen med den døgndækkende akutbil i Oksbøl vil kunne starte 1. januar 2014.


Siden er sidst opdateret 23-08-2013.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |