Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2013pilSeptember 2013pilStøtte til forældre skal hindre forkerte uddannelsesvalg

Støtte til forældre skal hindre forkerte uddannelsesvalg

23-09-2013 | Af Jens Kurt Jørgensen

Forældrene har den største indflydelse på unges valg af uddannelse, men for mange ved for lidt om især erhvervsuddannelserne. Det skal en ny indsats rette op på.

Regionsrådet har netop godkendt støtte på en mio. kr. fra Region Syddanmarks Uddannelsespulje til et projekt under Syddansk Erhvervsskole, som har til mål at udbrede kendskabet til erhvervsuddannelserne til en overset målgruppe, nemlig forældrene.
 
- Forældrene har den største indflydelse på de unges valg af uddannelse, men de ved for lidt om, hvad især erhvervsuddannelserne indeholder af muligheder for videreuddannelse, og hvorfor erhvervsuddannelserne fravælges, forklarer formanden for udvalget for Region Udvikling, Lasse Krull (K).

Undervejs i forløbet vil forældrene få lejlighed til at besøge erhvervsskolerne og i større eller mindre omfang afprøve fagene i praksis. Samtidig bliver der inviteret til forældreaftener, hvor man kan møde forældre til elever på de involverede skolers grundforløb, ligesom der er invitationer til skole-hjem samtaler.

Tusinder vælger forkert

Gennem forældreindsatsen vil projektet øge det antal af unge – og især drenge – der tager den direkte vej til en erhvervsuddannelse, så de ikke begår et forkert uddannelsesvalg i første forsøg.
 
- Kvalificeringen af de unges valg af uddannelse er vigtig, hvilket en dugfrisk kortlægning fra Dansk Industri og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd også viser. Denne peger på, at over 4.000 unge fra hver ungdomsårgang vælger en gymnasial uddannelse, som de aldrig kommer til at bruge til noget, påpeger udvalgsformand Lasse Krull.

Frafaldet kan bringes ned

Ved at inddrage forældrene på et tidligere tidspunkt i de unges uddannelsesvalg kan frafaldet på erhvervsuddannelserne nedbringes med fem procent med udgangen af 2016.
 
Samtidig er det målet, at der skal ske en stigning i søgningen til erhvervsuddannelserne med videreuddannelse som perspektiv, og allerede til næste år ventes der en fremgang på fem procent, i 2015 skal tallet stige til 12,5 procent og i 2016 med hele 20 procent.

Projektets samarbejdsparter

Målgruppen for projektet er forældre med børn fra 6. til 9. klasse, primært i Region Syddanmark, hvor størstedelen af samarbejdspartnernes elever kommer fra. Partnerne er Syddansk Erhvervsskole, UU Vejle, UU Odense, Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens og endelig Kold College.
 
Eleverne på Social- og Sundhedsskolens grundforløb i Vejle og deres forældre vil også være en målgruppe. 

 


Siden er sidst opdateret 23-09-2013.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |