Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


sdi workshop

Innovationskonsulent Dorte Dalkjær forklarer nogle af principperne bag kvalitet for borgerne i mødet med sundhedsvæsenet til Pia Tørving (A), Henrik Møller (SF) og Jørgen Pless (Lokallisten)




Kvalitet i mødet med sundhedsvæsenet

24-09-2013 | Af Miriam Matlok

Forud for innovationsudvalgets ordinære møde 19. september deltog politikerne i en kreativ session, hvor de lagde første spor i arbejdet med at definere styrende principper for, hvad der er ’kvalitet for borgerne’ i borgernes møde med sundhedsvæsenet i Region Syddanmark.

Et patientpanel var mødt op for at give politikerne feedback. Patienterne havde hver deres motivation for at medvirke. Men overordnet handlede det om, at de, med baggrund i egne positive og negative erfaringer med systemet, gerne vil inddrages og være med til at definere, hvad kvalitet er for borgerne i deres møde med sundhedsvæsenet.

Det perfekte møde med sundhedsvæsenet

Politikerne blev delt i grupper med hver deres patientcase: En nyrepatient, den kronisk syge, ældre diabetespatient, en unge pige med anoreksi og et ungt mandligt voldsoffer med ADHD. Politikerne tog udgangspunkt i den konkrete patientcase og kom med forslag til løsninger, der for hver patient kunne gøre mødet med sundhedsvæsenet bedre. Herefter satte de ord på de principper for kvalitet, der lå til grund for løsningen og fik feedback fra patientpanelet.
 
Først forholdt politikerne sig til den enkelte patients problemer, netværk, ressourcer. Derefter udvalgte de den ide, som bedst kunne hjælpe hver enkelt patient.
I den kreative del af processen – prototyping – byggede politikerne det perfekte møde med sundhedsvæsenet. Og kreativiteten var stor. Alle rekvisitter blev taget i brug for at skabe et tydelig rumligt forbillede for en løsning. En gruppe havde fokus på en teknologisk løsning. En anden gruppe på at skabe kontinuitet for patienten. Og en tredje gruppe på en kommunikativ løsning, der gjorde at alle parter fik sikret adgang til patientens data.
 
Patientpanelet lagde vægt på, at alle løsninger og tilbud til patienter skal være baseret på at skabe tryghed for patienten. Som patient og borger vil man meget gerne bidrage og tage ansvar. Men kun for det den enkelte patient kan magte. Og så var panelet også enige om, at kommunikationen på tværs skal fungere. Der er ikke noget værre end, hvis man som patient skal starte forfra hver gang med at fortælle sin historie.
 
- Som politikere har vi ofte besøgt Syddansk Sundhedsinnovation. Og vi har ofte hørt om de kreative processer, man bruger i arbejdet med brugerinddragelse og innovation.
Det har været godt selv at prøve de metoder. At det samtidig har haft som formål at definere, hvad der er kvalitet for borgerne i deres møde med sundhedsvæsenet, har gjort det ekstra relevant. Feedbacken fra ’rigtige’ patienter og pårørende var  en vigtig del af processen, sagde Stephanie Lose, formand for Innovationsudvalget.

Det kom der ud af det

Region Syddanmark har en vision om, at innovationsinitiativer på sundhedsområdet både skaber vækst for virksomhederne, effektivitet i driften og kvalitet for borgerne – den tredobbelte bundlinje.

- Nu har vi som politikere sat et arbejde i gang med at kvalificere, hvad der er ’kvalitet for borgerne’. Det har været virkeligt udbytterigt med denne mulighed for at fokusere på borgerperspektivet og - med hjælp fra patienter og pårørende - at få viden om, hvad der gør forskellen for patient og borger. Når vi har de styrende principper på plads, bringer vi dem ind i det nye regionsråd. Her skal man arbejde videre med at udmønte dem i strategiske målsætninger for kvalitet for borgerne. Det arbejde ser jeg frem til, opsummerede Stephanie Lose dagens kreative session.


Siden er sidst opdateret 26-09-2013.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |