Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Carl Holst ved indvielse af diagnostisk center okt. 2013

Regionrådsformand Carl Holst (V) ved indvielsen af de nye lokale ved Diagnostisk Center i Svendborg. Foto: Jakob Fynsk




Indvielse af Diagnostisk Center i Svendborg

14-10-2013 | Af Carsten Bruun

Fredag blev Diagnostisk Center indviet på Svendborg Sygehus med deltagelse af blandt andre regionrådsformand Carl Holst, formand for sundhedsudvalget Poul-Erik Svendsen og administrerende sygehusdirektør Jane Kraglund

Det nye udrednings- og diagnosecenter retter sig mod patienter med uspecifikke symptomer, der ikke entydigt kan behandles i et speciale, eller hvor det speciale, der har modtaget henvisningen, ikke er i stand til at stille en diagnose.

- Vi må erkende, at vi har patienter, der er vanskelige at udrede. Og vi har også patienter med en behandlingskrævende lidelse, der ikke passer ind i en enkelt afdelings speciale, sagde Carl Holst (V) og lagde vægt på, at i centret kommer specialerne nu til patienten, ikke omvendt.

Hurtig udredning

Administrerende sygehusdirektør Jane Kraglund havde været inde på det samme i sin velkomst: - I Diagnostisk Center er mange forskellige medicinske specialer repræsenteret, og centret har med hurtig udredning af patienter med sygdomsbilleder, der ikke er entydige, opfyldt et behov hos en gruppe af patienter, som før risikerede at spilde værdifuld tid i sundhedssystemet.

Poul-Erik Svendsen (S) supplerede Carl Holst og Jane Kraglund:

- I centret får patienterne en serie af undersøgelser, som udføres umiddelbart efter hinanden og sideløbende, og det betyder, at en eventuel behandling hurtigt kan komme i gang.

Men patientforløbene er ikke egentlige pakkeforløb, som på kræftområdet.

- Og det er de ikke, fordi der netop er tale om individuelle patientforløb, der foregår i en struktureret organisatorisk ramme, understregede Poul-Erik Svendsen.

Centret skal medvirke til at overholde den nye diagnosegaranti, som giver patienterne ret til udredning – eller en plan for, hvordan sygehuset vil stille en diagnose – inden for en måned, efter de er henvist til udredning på et sygehus.

Mange ambulante patienter

Patientgruppen i Diagnostisk Center er især ambulante patienter inden for det medicinske område. Diagnostisk Center er etableret som et led i planerne for Svendborg Sygehus som specialsygehus og er et centralt element for den medicinske afdeling, der både varetager behandling af den brede medicinske patient og rummer en række specialiserede kompetencer.

Det nye center er placeret på Svendborg Sygehus, men skal dække hele optageområdet for Odense Universitetshospital og Svendborg Sygehus. 


Siden er sidst opdateret 14-10-2013.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |