Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilPolitikpilHøringer og afgørelserpilTidligere høringerpilHøring af Forslag til nye forureningsundersøgelser og oprensninger 2014

Høring af Forslag til nye forureningsundersøgelser og oprensninger 2014

Region Syddanmark fremlægger nu et forslag til, hvilke nye forureningsundersøgelser og oprensninger regionen kan sætte i gang i 2014 med det formål at beskytte vores drikkevand og vores sundhed over for jordforurening.

Forslaget til nye forureningsundersøgelser og oprensninger er kun en mindre del af det, vi i 2014 gør for at sikre vores drikkevand og vores sundhed over for skadelig jordforurening. Størstedelen af regionens aktiviteter i 2014 er videreført fra 2013 eller fastlagt i vedtagne handleplaner og i regionens jordforureningsstrategi fra 2008 med tilhørende revision fra 2012 og i regionens grundvandsstrategi fra 2013. Der er også mange aktiviteter, der er lovbundne, og som regionen derfor ikke selv kan prioritere.

Forslaget er udarbejdet på grundlag af de principper, som Regionsrådet har vedtaget i strategirevisionen: Den videregående indsats skal primært ske inden for de højest prioriterede grundvandsindsatsområder, men også konkret viden om væsentlige indeklimaproblemer i boliger følges op med en indsats. Kun i begrænset omfang sættes der ind over for jordforureninger, der alene udgør en risiko ved kontakt med jorden.

Ud fra den nuværende status på fremdriften i de prioriterede grundvandsindsatsområder samt aktuel viden om akutte forureninger, foreslår vi at regionen i 2014 starter:

Grundvand

  • 10 nye videregående undersøgelser af grundvandstruende forureninger i de prioriterede grundvandsindsatsområder Børkop, Follerup, Tåsinge og Søndersø. Heraf udgør 1 lokalitet også en mindre risiko for kontakt med forurenet jord.
  • 4 nye videregående undersøgelser af akut prioriterede forureninger, der truer værdifuldt grundvand. Heraf udgør 1 lokalitet også risiko for uacceptabel påvirkning af indeklimaet i en bolig.

Ved årsskiftet afsluttes de sidste indledende undersøgelser udført i de prioriterede grundvandsindsatsområder Børkop, Follerup, Kongsted og Søndersø. Såfremt der viser sig behov for videregående undersøgelser startes disse også i 2014.

Derudover starter vi oprensning i 2014 i de 3 højest prioriterede grundvandsindsatsområder Børkop, Kongsted og Middelfart på de grunde, hvor de igangværende videregående undersøgelser viser, at det er nødvendigt.

 
Indeklima i boliger

  • 3 nye undersøgelser af akut prioriteret forurening, hvor et højt indhold af flygtige stoffer i jorden truer indeklimaet i boligerne.
  • 1 ny oprensning af akut prioriteret forurening, hvor et højt indhold af flygtige stoffer i jorden påvirker indeklimaet i boligen.

Kontakt med forurenet jord

  • 3 nye oprensninger af akut prioriteret forurening, hvor kraftig jordforurening truer anvendelsen af boligens have.

Ud over de foreslåede nye forureningsundersøgelser og oprensninger i 2014 viderefører eller afslutter regionen 21 videregående forureningsundersøgelser og 18 oprensninger, der er sat i gang i 2013 eller tidligere.

Hvis regionen får mulighed for at sætte flere forureningsundersøgelser eller oprensninger i gang i løbet af 2014, vil det ske i overensstemmelse med strategien og strategirevisionen.

Der kan ske ændringer i forslaget til hvor i regionen, der skal startes nye forureningsundersøgelser og oprensninger i 2014, og hvis det skønnes nødvendigt, kan regionen gennemføre undersøgelser og oprensninger, der ikke fremgår af forslaget, fx kan nyt kendskab til alvorlige forureninger nød¬vendig¬gøre en indsats her og nu.

Lister med de foreslåede undersøgelser og oprensninger findes i høringsmaterialet (bilag). Her er der også oplysninger om baggrunden for prioriteringen og om lokaliteternes geografiske placering i forhold til de højest prioriterede grundvandskortlægningsområder. Høringsmaterialet omfatter desuden et afsnit om allerede fastlagte aktiviteter mv.    

Høringsmateriale

Forslag til nye forureningsundersøgelser og oprensninger i 2014 (pdf)

Høringsfrist

Hvis du har kommentarer til forslaget, skal du afgive dit høringssvar senest den 7. februar 2014. 

Efter høringen

De indkomne høringssvar vil blive behandlet med henblik på vedtagelse af en endelig plan i regionsrådet.

Har du spørgsmål?

Hvis du har spørgsmål til forslaget, er du velkommen til at kontakte Miljø og Råstoffer på miljoe-raastoffer@regionsyddanmark.dk.

Du kan læse mere om Region Syddanmarks indsats på jordforureningsområdet på www.regionsyddanmark.dk/miljo-raastoffer


Siden er sidst opdateret 10-02-2014.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap