Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

Hjælp til sundere vaner

16-12-2012 | Af Kristoffer Voigt Rasmussen

130.000 syddanskere fra 10 kommuner i Region Syddanmark skal deltage i nyt forsknings- og samarbejdsprojekt, der skal sikre hjælp og rådgivning om sunde levevaner.

Region Syddanmark skyder et nyt projekt i gang, der handler om at fremme sunde vaner, så borgerne i højere grad undgår udvikling af kroniske livsstilssygdomme.

Borgere i 10 kommuner i Region Syddanmark bliver tilbudt en målrettet rådgivning og hjælp til eksempelvis at stoppe med at ryge, motionere mere eller spise sundere.

- Kroniske sygdomme er et stigende problem i Danmark, og der er behov for, at vi handler. Ikke kun af hensyn til de omkostninger, som kroniske sygdomme påfører vores sundhedssystem, men også for at gøre danskerne mere bevidste om de fordele en sund livsstil medfører, siger Bo Libergren (V), der er formand for sundhedssamordningsudvalget.

Regionsrådet godkendte på mødet 16. december, hvilke kommuner, der skal deltage i det nye projekt. Forskningsprojektet skal køre fra 2014 til 2017.

Tilbud om hjælp

På baggrund af et spørgeskema om livsstil og journaloplysninger får borgere i alderen 30-49 år i de 10 kommuner tilbud om en personlig sundhedsprofil.

Afhængig af, hvad sundhedsprofilen viser, bliver borgerne tilbudt en helbredsundersøgelse og samtale med deres egen læge, et rygestop-kursus i kommunalt regi eller vejledt til, hvordan borgeren selv kan arbejde med at ændre sine vaner.

Borgerne skal i første omgang ikke foretage sig noget. De vil automatisk modtage et spørgeskema via posten.

Stor interesse for projektet

Projektet starter i første omgang op som pilotprojekt i 2014, hvor Region Syddanmark vil afprøve konceptet på 1-3 kommuner, men interessen er til meget mere.

Således har hele 10 kommuner givet tilsagn om, at de ønsker at deltage. Det drejer sig om Middelfart, Nyborg, Svendborg, Haderslev, Varde, Sønderborg, Kerteminde, Esbjerg, Aabenraa og Langeland.

I 2014 vil 1-3 kommuner altså gennemføre et pilotprojekt, hvorefter de resterende kommuner bliver koblet på projektet fra 2015.

- Det er fantastisk at se, hvordan kommunerne bakker op om vores forskningsprojekt, og jeg er glad for, at vi i fællesskab er klar til at finde nye mulige løsninger på de udfordringer, der er omkring livsstilssygdomme. Med den store opbakning vil vi tilbyde over 130.000 borgere en personlig sundhedsprofil, siger Bo Libergren.

Projektet er blevet til i samarbejde med de praktiserende læger, kommunerne i regionen, Syddansk Universitet og Dansk Almenmedicinsk Kvalitets Enhed.


Siden er sidst opdateret 16-12-2013.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |