Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Restaurant på Aabenraa Sygehus før tid

20-01-2014 | Af Kristoffer Voigtt Rasmussen

Patienter på Aabenraa Sygehus får allerede fra 2014 mulighed for at benytte en planlagt foyer og restaurant. Færdiggørelsen af området til de to funktioner er fremrykket fra 2020.

Patienterne på det nye akutsygehus i Aabenraa skal ikke vente helt til 2020 med at kunne få mad i en planlagt restaurant. Regionsrådet besluttede nemlig på sit møde 20. januar at fremrykke færdiggørelsen af både restaurant og en foyer, så de allerede er klar til brug i efteråret 2014.

Start og færdiggørelse i samme omgang

Foyeren er en del af byggeriets første fase – den såkaldte Fase 1, mens restauranten og dens integration i hovedindgangen og foyeren blot skulle stå færdig som råhus efter fase 1 og færdiggøres i den næste fase – kaldet Fase 2.

Men regionsrådet har besluttet, at det giver mest mening, at færdiggøre foyeren og restauranten nu, da de fleste patienter vil komme ind i sygehuset fra den side.

- Vi skal ikke holde os slavisk til planerne, når al sund fornuft siger, at vi bør færdiggøre restauranten og foyeren. Det vil ganske enkelt ikke være hensigtsmæssigt at have et større areal, der kun er halvfærdigt lige ved sygehusets primære indgang, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

Sydindgangen forventes nemlig at blive sygehusets primære hovedindgang i løbet af efteråret 2014.

Fase 2 gav overblik

Region Syddanmark og Sygehus Sønderjylland har netop godkendt anden fase af byggeriet i Aabenraa kaldet Fase 2, og dermed har regionen nu overblik over, hvordan resten af sygehuset kommer til at se ud og fungere. Det er denne viden, der nu får regionen til at sadle om.

- Vores beslutning handler i al sin enkelthed om at få vores nye store akutsygehus på plads, så hurtigt som muligt og så elegant som muligt, så vi kan begynde at behandle patienter i de nye flotte rammer. Jeg er sikker på, at vores beslutning giver mening for både patienter, medarbejdere og ikke mindst håndværkerne, siger Region Syddanmark sundhedsudvalgsformand Poul-Erik Svendsen (S).

Udgifterne til færdiggørelsen af foyeren og restauranten beløber sig på cirka 2,7 millioner. Pengene var først afsat til Fase 2, men bliver nu fremrykket til Fase 1

En del af bespisningskoncept

Restauranten er en vigtig del af Sygehus Sønderjyllands bespisningskoncept, der i al sin enkelthed handler om at give selv de dårligste patienterne appetit og lyst til at spise. Mad er en særdeles vigtig del af behandlingen og helbredelsen, og derfor lægger konceptet blandt andet op til, at personale, patienter og pårørende inviteres til at spise i sygehusets restaurant ved hjælp af hyggelige og inviterende spisemiljøer.

Restauranten integreres i sygehusets nye hovedindgang mod syd og med den samlende foyer.

Det er planen, at restauranten skal være åben fra 7-22.

Fakta:

Byggerierne på det nye akutsygehus i Aabenraa kommer til at foregå i to omgange – også kaldet faser. Fase 1 er allerede påbegyndt, og i 2014 tager sygehuset de første nye bygninger i brug.

I fase 1 bygges bl.a.

•         Familiehus

•         Akutmodtagelse

•         Hjertemedicinske afsnit

•         Modtagekøkken og restaurant

•         Varemodtagelse

•         Sterilcentral

•         Hovedindgang

Fase 2 skal stå færdig i 2020, og de kommende bygninger skal bl.a. huse:

•         Sengeafsnit

•         Standard ambulatorier

•         Specialambulatorier

•         Laboratoriecenter

•         Intensivafdeling

•         Sengecentral

•         Udvidelse af varemodtagelsen

•         Helikopterlandingsplads

•         Kapel


Siden er sidst opdateret 20-01-2014.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |