Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Læge- og Skadevagt i Region Syddanmark

Skadebehandlingen starter i telefonen

05-03-2014 | Af Sanne Safarkhanlou

Fra 1. april skal syddanskere, der kommer til skade og har brug for behandling på en skadestue eller skadeklinik, ringe 70 11 07 07 for at få en tid. Behandlingen kan starte derhjemme og telefonvisitationen kan føre til færre unødige besøg på skadestuerne.

Fra 1. april 2014 får det gode gamle nummer til Region Syddanmarks Lægevagt, 70 11 07 07, en  ekstra funktion.

For 70 11 07 07 bliver også det nummer, man skal ringe til, hvis man er kommet til skade og har brug for behandling på en skadestue eller skadeklinik i Region Syddanmark.

Samtalen vil enten munde ud i, at man får en tid på skadestuen, at man bliver bedt om at kontakte egen læge eller at man får et godt råd til, hvordan man selv kan afhjælpe skaden.

- Allerede i telefonen kan vi give patienten et råd om, hvordan de selv kan lindre smerten eller afhjælpe skaden. Det vil sige, at vi allerede dér hjælper patienten med at hjælpe sig selv uanset hvilken behandling, vedkommende i øvrigt skal have, siger Ole Holm-Thomsen, der er vagtchef for Lægevagten, der fra 1. april ændrer navn til Læge- og Skadevagten i Region Syddanmark.

Egen læge behandler også skader

Det er en aftale mellem Danske Regioner og regeringen, der gør, at Region Syddanmark nu indfører såkaldt telefonvisitation til skadebehandling.

Regionens beregninger viser, at den telefoniske skadevisitation i regionen kommer til at koste omkring 20 millioner kroner om året.

Erfaringerne fra andre regioner peger på, at man kan forvente et fald i aktiviteten på skadestuerne og skadeklinikkerne på 20-30 procent ved at indføre visitation, fordi flere vil blive bedt om at gå til egen læge for at få behandling eller vil få et godt råd om, hvordan de selv kan behandle skaden.

Man kan som hidtil også kontakte egen læge for at få behandlet sin skade. Egen læge kan enten selv behandle skaden eller hjælpe patienten videre til behandling på skadestuen.


Siden er sidst opdateret 05-03-2014.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |