Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Bedre busser får flere med toget

06-03-2014 | Af Thomas Laursen

Togene kunne tiltrække langt flere passagerer, hvis der blev sendt flere busser på gaden. Det viser den årlige Transportvaneundersøgelse fra DTU, som også udnævner Region Syddanmark til den mest cyklende region.

Når en borger i Syddanmark skal med toget, er det næsten hver anden som vælger at cykle til banegården. Helt præcist gælder det 47 pct., hvilket gør Region Syddanmark til den klart mest cyklende region, når det handler om at komme til og fra toget.

Det lyder umiddelbart positivt, men hvis landdistrikterne skal have glæde af timemodellen og dens hurtige togforbindelser, skal der andre virkemidler til.

- Det er selvfølgelig dejligt, at så mange vælger cyklen og ikke bilen, når de skal fra hjemmet til toget. Men det siger sig selv, at man ikke kan tage cyklen, hvis man kommer langvejsfra. Altså er det primært folk, som bor tæt ved banegårdene, der bruger toget som deres primære transportmiddel, påpeger regionsrådsformand i Region Syddanmark og næstformand i Danske Regioner, Carl Holst (V).

Det er også et problem for togtrafikken, at busserne fra byernes yderområder og oplande mange steder kun kører en gang hver anden eller tredje time. Eller måske slet ikke om aftenen. Det er alt for ufleksibelt for de fleste.

- Snart får vi hurtige tog mellem de større byer med timedrift, men det nytter jo ikke meget, hvis passagererne ikke kan komme til og fra trafikknudepunkterne. Det virker lidt besynderligt at ofre et stort tocifret milliardbeløb på at forbedre togdriften uden samtidig at sørge for busser mellem folks bopæl og nærmeste banegård, siger regionsrådsformanden.

Carl Holst vil derfor have staten til også at tilgodese busdriften rent økonomisk, så flere danskere får mulighed for at tage en bus fra hjemmet til banegården. Derfor er den såkaldte ”tilbringertrafik” – hvordan folk kommer frem til toget – afgørende for at landdistrikterne får glæde af timemodellen. Uden en bedre tilbringertrafik risikerer timemodellen at bliver en tilskyndelse til fraflytning fra landet. Derfor er flere penge til busserne et af regionernes vigtigste krav til regeringen under de årlige økonomiforhandlinger mellem stat og regioner, når vi taler om den regionale udviklings del af budgettet.

Busser får baghjul

Regionsrådsformanden bakkes op af tallene i den årlige Transportvaneundersøgelse fra Danmarks Tekniske Universitet, DTU, der viser, at personbilen er det altdominerende transportmiddel. Både når det gælder antallet af transportkilometer og andelen af ture, vælger danskerne i langt over halvdelen af tilfældene bilen.

Transportvaneundersøgelsen afslører desuden, at vi primært bruger bil, bus og tog i forbindelse med ærinder og fritidsaktiviteter. Kun tre af ti ture handler om at bringe os til og fra arbejdspladsen, uddannelsesstedet eller anden form for erhvervsaktivitet.

Region Syddanmark bruger lidt over af 200 mio. kr. om året på den regionale busdrift, som primært er defineret som busruter, som forbinder regionale rejsemål og trafikknudepunkterne på tværs af kommuner – og med særlig fokus på at betjene uddannelsessøgende. Buskørsel i byerne og inden for kommunegrænsen varetages primært af kommunerne.

Læs mere om Transportvaneundersøgelsen i Danske Regioners nye magasin ”Regio” her http://www.regioner.dk/aktuelt/regio


Siden er sidst opdateret 06-03-2014.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |