Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Young Digitals 450px

De unge fik bl.a. mulighed for at afprøve den fagre digitale verden i form af virtual reality-briller. Foto: Jacob Jorp




Unge bygger bro mellem fortid og nutid

16-04-2014 | Af Kommunikation

300 unge fra Syddanmark og Nordtyskland har brugt påskens første dage på den digitale ungdomscamp Young Digitals i Sønderborg i anledning af 1864-markeringen. Projektet er støttet af Region Syddanmark, Sønderborg Kommune og Fabrikant Mads Clausens Fond.

Da regionsrådsformand Carl Holst (V), Region Syddanmark, tirsdag eftermiddag gik på scenen på Alsion under afslutningsshowet for ungdomscampen Young Digitals, glædede han sig over, at de unge havde brugt påskeferiens første dage til at arbejde intenst med demokrati, historie og digitale formidlingsformer på tværs af grænsen.

- Ved at de unge har beskæftiget sig med demokrati og historien siden Slaget ved Dybbøl i 1864 på en ny, innovativ og kreativ måde, er de med til at bygge bro mellem fortid og nutid, siger Carl Holst og slår fast, at de unge også på den måde finder ud af, at demokrati ikke er en selvfølge.

Regionsrådsformanden glæder sig også over, at en del tyske elever deltog i campen.

- Vi har knyttet tætte bånd med vores tyske naboer, og de bånd, der knyttes mellem unge mennesker, bærer fremtiden i sig, konstaterer Carl Holst.

Viden via sociale medier

De unge har været samlet siden lørdag aften for at markere 150-året for Slaget ved Dybbøl i 1864 på en anderledes måde. De har kastet de traditionelle historiebøger væk og i stedet fået viden, diskuteret og kommunikeret via fx sociale medier som Facebook og Instagram, ligesom de har prøvet alt fra interaktive borde og gulve til computerbriller.

Kongelig æresgæst

Æresgæsten til tirsdagens afslutningsshow var H.K.H. Prinsesse Marie, der uddelte campens hovedpræmie for bedste lommefilm til en gruppe elever fra A.P. Møller Skolen i Slesvig. Filmen blev valgt blandt 58 indsendte film, der alle handlede om demokrati i grænselandet, og præmien var en iPad til hver elev i deres klasse. Til showet optrådte bl.a. stand-up komikeren Thomas Warberg, der selv stammer fra Sønderjylland, og den prisbelønnede poptrio L.I.G.A.

Campen ”Young Digitals” er en del af projektet ”Future Borders – Young Minds in Digital Action”, der også bl.a. indeholder en række masterclasses til undervisere nord og syd for grænsen. Projektet er et samarbejde mellem Kunsthallen, A.P. Møller Skolen i Slesvig og Business College Syd Handelsgymnasiet i Sønderborg.

Projektet er støttet af Region Syddanmark, Fabrikant Mads Clausens Fond og Sønderborg Kommune. (Foto: Jacob Jorp)

For mere info: http://www.youngdigitals.dk


Siden er sidst opdateret 16-04-2014.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |