Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Nyt P hus ved Kolding Sygehus

Kolding Sygehus får nyt p-hus

28-04-2014 | Af Mira Borggreen

Parkeringsforholdene på Kolding Sygehus er under pres, og nu etablerer Kolding Kommune et sundhedscenter, der beslaglægger over 100 af de nuværende parkeringspladser ved sygehuset. For at sikre gode parkeringsforhold for patienter og pårørende, vedtog Region Syddanmarks regionsråd mandag at bygge et nyt p-hus med plads til over 400 biler ved sygehuset.

Flere og flere biler snegler sig søgende afsted på parkeringsområdet udenfor Kolding Sygehus. Og i takt med at blandt andet Kolding kommune etablerer et nyt sundhedscenter ved sygehuset, er det blevet endnu sværere for både patienter, pårørende og besøgende at finde en parkeringsplads.

Det vil regionsrådet i Region Syddanmark nu lave om på. Mandag eftermiddag vedtog regionsrådet derfor at bygge et nyt p-hus ved sygehuset med plads til 420 biler.

- Det skal være nemt og let tilgængeligt at være patient, pårørende og besøgende på Kolding Sygehus. Generelt har parkeringsforholdene på Kolding Sygehus været under pres i en længere periode, og derfor er jeg rigtig glad for, at vi inden for et år kan tilbyde borgerne i Trekantområdet et markant bedre parkeringstilbud, når de skal besøge sygehuset eller har en aftale på kommunens nye sundhedscenter, siger Karsten Uno Petersen (S), der er formand for Innovationsudvalget i Region Syddanmark.

Nem og hurtig adgang

Behovet for flere parkeringspladser er især blevet klart i forbindelse med det nye kommunale sundhedscenter. I udarbejdelsen af Region Syddanmarks idéoplæg til det nye p-hus har der, udover geografisk placering og etageudformning, været fokus på den fysiske afstand mellem parkeringshus og sygehusindgang.

- Det nye p-hus ved Kolding Sygehus bliver placeret tæt på hovedindgangen til det kommende akutsygehus. På den måde minimerer vi den afstand, patienter og pårørende skal gå fra parkeringspladsen, og gør det både nemt og hurtigt at finde vej ind til både sygehuset og det nye sundhedscenter, siger Karsten Uno Petersen.

Første spadestik til det nye parkeringshus tages i starten af juni i år og det forventes, at p-huset står klar til at de første biler kan køre op ad opkørselsramperne i løbet af januar 2015. Prisen for det nye p-hus lyder på 40 mio. kr.
 




Fakta

Det kommende p-hus skal bygges i fire etager og får plads til 420 biler. P-huset vil både komme patienter og pårørende til sygehuset og det nye kommunale sundhedscenter til gavn.


Siden er sidst opdateret 28-04-2014.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |