Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2014pilMaj 2014pilChristian Schacht-Magnussen ny socialdirektør i Region Syddanmark

Christian Schacht-Magnussen ny socialdirektør i Region Syddanmark

Christian Schacht-Magnussen ny socialdirektør i Region Syddanmark

Fotograf: Jens Peter Engedal




Christian Schacht-Magnussen ny socialdirektør i Region Syddanmark

02-05-2014 | Af Carsten Bruun

Christian Schacht-Magnussen afløser Jens Jørn Bøvling som driftsdirektør på socialområdet i den syddanske region.

Region Syddanmark har i dag ansat 48-årige Christian Schacht-Magnussen som ny driftsdirektør for de specialiserede tilbud på det sociale område i Region Syddanmark. Christian Schacht-Magnussen kommer fra en stilling som jobcenterchef i Aarhus Kommune. I sine syv år i jobbet har han blandt andet haft ansvaret for sammenlægningen af den kommunale og statslige del af jobcentret i Aarhus i 2009, akkurat som han har stået i spidsen for en større organisationsændring i jobcentret, der styrkede den faglige specialisering og ledelsen af centret.

- Når vi taler regionens socialområde, er de 22 syddanske kommuner de absolut vigtigste kunder. Med sin kommunale baggrund kender Christian den kommunale virkelighed. Han er samtidig en både tydelig og troværdig leder med bred erfaring fra det sociale område. Derfor er jeg sikker på, at han er rette mand til at videreudvikle samarbejdet med kommunerne om at hjælpe den særlige gruppe af borgere, som vi i fællesskab har ansvaret for at præstere et godt tilbud til, siger psykiatri- og socialdirektør Jacob Stengaard, som bliver Christian Schacht-Magnussens nærmeste chef.

Opgaver samlet i otte centre

I sit nye job får Christian Schacht-Magnussen driftsansvaret for Region Syddanmarks opgaver med at hjælpe borgere med særlige behov. Områdets opgaver blev sidste år samlet i otte centre med et samlet budget på 800 mio. kr. og cirka 1.600 medarbej-dere. De otte centerchefer kommer til at referere til Christian Schacht-Magnussen.

- Det er en utrolig spændende opgave at skulle lede udviklingen af de sociale tilbud i Region Syddanmark. Jeg vil arbejde for, at de højt specialiserede enheder i regionen fortsat har særligt dygtige medarbejdere, så vi sikrer kvalitet og fortsat udvikling med henblik på at levere attraktive tilbud, som svarer til kommunernes efterspørgsel. Det er en vigtig opgave for mig at være med til at udbygge samarbejdet med kommunerne således, at den enkelte borger får en meningsfuld og sammenhængende indsats på et højt fagligt niveau. Jeg ser frem til at starte i jobbet som driftsdirektør og glæder mig meget til samarbejdet, siger Christian Schacht-Magnussen.

Christian Schacht-Magnussen afløser Jens Jørn Bøvling, som ved udgangen af maj måned går på pension. Christian Schacht-Magnussen begynder i sit nye job 1. juni 2014.

Der var 22 ansøgere til stillingen. 




Fakta

Fakta om Christian Schacht-Magnussen

2007-2014: Jobcenterchef, Aarhus Kommune
2005-2007: Chefkonsulent, KMD
2002-2005: Konsulent, KLs Konsulentvirksomhed
1998-2001: Vicekontorchef, Københavns Amt
1997-1998: Direktionsfuldmægtig, Københavns Amt
1994-1997: Fuldmægtig, Københavns Amt
1994: Cand. Polit. fra Københavns Universitet

Christian Schacht-Magnussen er gift med Christina, som er privatpraktiserende psykolog. De bor i Højbjerg ved Aarhus, sammen med deres to børn på 9 og 12 år. Christian Schacht-Magnussen bruger sin fritid på bestyrelsesarbejde, løb, madlavning og ski-løb.

Fakta om det sociale område

Socialområdet i Region Syddanmark driver specialiserede tilbud til mennesker med senhjerneskader, sindslidelser og autisme samt tilbud for udviklingshæmmede og børn og unge med særlige vanskeligheder. Socialområdet er organiseret i otte centre, der samlet driver omkring 900 pladser. Området tæller cirka 1.600 medarbejdere og har et samlet budget på cirka 800 mio. kr. 


Siden er sidst opdateret 02-05-2014.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |