Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Borgermøde_retspsykiatri_450

Der blev stillet mange gode spørgsmål til den nye retspsykiatriske afdeling ved borgermødet i Middelfart.




Fremmødte borgere med mange spørgsmål

07-05-2013 | Af Hanne Kopp

Den kommende Retspsykiatri Syddanmark i Middelfart holdt den 6. maj 2014 borgermøde for at fortælle om det nye byggeri.

Mere end 100 naboer og andre interesserede strømmede ind i cafeen på Østre Hougvej 70 og ekstra stole blev sat ind, så alle kunne få en plads. Så stor var interessen, da Psykiatrien i Region Syddanmark inviterede indenfor til borgermøde om den kommende Retspsykiatri Syddanmark i Middelfart, tirsdag aften 6. maj 2014.

Der blev lyttet og spørgelysten var stor, da der senere på aftenen blev åbnet op for en spørgerunde. Mest af alt blev der spurgt til sikkerhed. 

Hvor sikker er afdelingen?

- Hvor høj er flugtsikkerheden? Hvad gør I for at holde patienterne stoffrie? Kan jeg være tryg ved, at nogle af patienterne har fri udgang? Der blev spurgt til midlertidige brandveje, hvor mange medarbejdere, der arbejder i Retspsykiatri Syddanmark og hvor stor fokus man vil have på forskning.

Ledende overlæge Peter Fristed og oversygeplejerske Isabel Gindeberg svarede på spørgsmål og fortalte om behandling og sikkerhed og om hvilke typer patienter, der opholder sig i retspsykiatrien.

Patienterne i Retspsykiatri Syddanmark har alle enten fået en behandlingsdom eller anbringelsesdom. Nogle bliver indlagt på afdelingen, andre behandles ambulant – dvs. at patienterne enten bor hjemme eller på et bosted, hvor distriktssygeplejersker foretager hjemmebesøg efter behov. På afdelingen i Middelfart er der plads til 70 patienter.

Da patienterne har dom til behandling, er der selvsagt fokus på sikkerhed. Patienterne kan være til fare for sig selv, for personalet eller andre patienter, og borgerne i det omkringliggende samfund skal kunne føle sig trygge. Stedet skal med andre ord være sikret mod flugt. 

Relation bedre end kontrol

Men derudover har afdelingen stor fokus på behandlingen, så patienterne bliver rustet til et liv udenfor. Derfor bruges der meget tid på aktiviteter – der laves mad og holdes samtaler, der er forskellige fritidstilbud, sportshal, multibane osv. 

- Når patienterne kommer ud herfra, skal de i princippet være gode nok til at kunne være jeres naboer, sagde Peter Fristed.

På afdelingen betyder relationen mellem patient og medarbejder en del. Så patienten får et tilhørsforhold til stedet og så medarbejderne kan give den enkelte patient den behandling, der er brug for.

- Vores medarbejderne er gode til at lytte og skabe relationer til patienterne. Det er de netop uddannet til. Vi sidder ikke i personalestuen og venter på, at noget skal ske. Personale og patienter foretager sig noget sammen – det er i virkeligheden den bedste forebyggelse, fortalte oversygeplejerske Isabel Gindeberg.

En servicevagt er ansat til døgnet rundt at overvåge de mange kameraer, der blandt andet holder øje med tag og mure udenfor. Det betyder, at plejepersonalet i stedet kan have fokus på behandlingen.

 Fakta

Region Syddanmark samler retspsykiatrien i Middelfart, hvor der fremover bliver 70 retspsykiatriske døgnpladser samt en almenpsykiatrisk afdeling med 36 pladser.

Ud af de retspsykiatriske døgnpladser er 14 private to-værelsesstuer, hvor anbringelsesdømte patienter efter en periode kan flytte over i.

Foruden ombygning af eksisterende arealer udvides der med ca. 8.500 kvadratmeter.

Resultatet er en moderne retspsykiatri, hvor behandling og sikkerhed går hånd i hånd. Hvor der er fokus på den gode relation mellem patient og medarbejder og på varierede fritidsaktiviteter, blandt andet i form af voksenundervisning, træningskøkken og sportshal.

Der er fysiske sikkerhedsforanstaltninger bl.a. i form af elektronisk adgangskontrol og kameraovervågning af området.

Den samlede pris er knap 237 millioner kroner.

Der er officiel indvielse af Retspsykiatri Syddanmark i juni måned.

Læs mere om byggeriet på www.psykiatrienisyddanmark.dk/byggeri

 


Siden er sidst opdateret 07-05-2014.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |