Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2014pilMaj 2014pilØkonomisk boost til genoptræning i Grindsted
Genoptræning_Colourbox_450

Økonomisk boost til genoptræning i Grindsted

28-05-2014 | Af Kristoffer Voigt Rasmussen

Sygehuset i Grindsted skal boostes med 6,5 millioner kroner til genoptræning af patienter med blodpropper i hjernen, derudover får sygehuset yderligere 5,2 millioner til at etablere seks nye sengepladser.

En blodprop i hjernen kan have store konsekvenser for et menneske. Talebesvær og lammelser er hyppige mén, der kræver en grundig og kompetent genoptræning. En genoptræning, der i Region Syddanmark blandt andet har fundet sted på sygehusene i Grindsted og Ringe.

I bestræbelserne på at skabe det bedst mulige tilbud til patienterne, har regionsrådet på regionrådsmødet 26. maj besluttet at tilføre sygehuset i Grindsted yderligere 6,5 millioner kroner årligt til driften samt at afsætte 5,2 millioner kroner til en ombygning af sygehuset.

Derudover får området 1,6 millioner kroner til et kvalitetsløft af genoptræningen i både Ringe og Grindsted.

Genoptræning på flere niveauer

Syddanskere, der bliver ramt af meget svære hjerneskader, bliver genoptrænet på Hammel Neurocenter, som sammen med Glostrup Sygehus varetager den såkaldte højt specialiserede funktion for hele landet.

Syddanskere med middelsvære hjerneskader bliver genoptrænet på sygehusene i Grindsted og Ringe, der varetager den såkaldte regionsfunktion.

Foruden den højt specialiserede behandling, der bliver foretaget i Hammel, og den behandling, der bliver foretaget i Grindsted og Ringe, så bliver der også i øjeblikket foretaget genoptræning af lette og moderate hjerneskader – den såkaldte hovedfunktion - i Grindsted og Ringe samt Sønderborg og Vejle.

- Vi skal skabe de bedste rammer for genoptræningen af blandt andet de cirka 2.200 syddanskere, der hvert år rammes af en hjerneblødning eller en blodprop i hjernen, og her er specialiseringen et vigtigt element. Vi sender ganske vist de allermest komplicerede tilfælde til Hammel, men de resterende patienter har også brug for specialiseret hjælp, og rammerne for dette får vi nu på plads, siger Poul-Erik Svendsen (S), der er formand for sundhedsudvalget i Region Syddanmark.

Penge til udvidelse i Grindsted

Sygehuset i Grindsted behandler patienter fra hele Sydjylland og har på nuværende tidspunkt 20 pladser. Regionsrådets beslutning om at afsætte 5,2 millioner kroner til en ombygning betyder, at sygehuset i fremtiden vil have 26 pladser.

Regionsrådets beslutning om at tilføre 6,5 millioner kroner årligt til sygehuset i Grindsted til at varetage opgaven med genoptræningen betyder, at pengene bliver flyttet fra Sygehus Sønderjylland og Sygehus Lillebælt, der tidligere også har tilbudt behandling på regionsniveau.

Regionsfunktionerne kræver, at patienterne har adgang til læger, terapeuter, plejepersonale, neuropsykolog, talepædagog og socialrådgiver.

Penge til kvalitetsløft i både Grindsted og Ringe

Sygehuset i Ringe varetager også behandlingen af patienter på regionsfunktionsniveau for Fyn og har i alt 26 pladser, og får sammen med Grindsted del af de 1,6 millioner kroner, som regionsrådet har tildelt området.

Grundig gennemgang af behov

Sygehusene i Grindsted og Ringe fik via en ansøgning fra Region Syddanmark i efteråret 2012 af Sundhedsstyrelsen lov til at varetage regionsfunktionen, og efter en grundig gennemgang af behov, udfordringer og patientgrundlag er rammerne nu endelig faldet på plads.


Siden er sidst opdateret 28-05-2014.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |