Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Indvielse af hvilestue på Nyborg Skopicenter

Formanden for Sundhedsudvalget i Region Syddanmark, Poul-Erik Svendsen (S) taler ved indvielsen.




Ny hvilestue indviet i Skopicenter Nyborg

17-06-2014 | Af Peter Rahbek Elbrønd

OUH indviede mandag den 16. juni en ny hvilestue i kræftscreeningscentret i Nyborg. Med de nye faciliteter tilbydes patienterne nu muligheden for at slappe af oven på en kikkertundersøgelse i centrets nybyggede hvilerum med udsigt til Nyborg Vold.

Når den landsdækkende screening for tyk- og endetarmskræft er fuldt udrullet, vil Region Syddanmark gennemføre godt 6000 ekstra kikkertundersøgelser årligt. Kirurgisk Afdeling A på OUH vil gennemføre ca. halvdelen af disse undersøgelser, og 800 af dem vil blive foretaget i Nyborg.

Poul-Erik Svendsen, (S), næstformand i regionsrådet og formand for Sygehusudvalget – påpegede i sin tale ved indvielsen, at 4300 personer konstateret med tarmkræft og 2000 dødsfald om året i Danmark er tal, der tydeligt taler for en øget indsats på området. Og det er netop det, regionerne fra 1. marts i år har gjort. Målet er at nedsætte dødeligheden ved at finde kræfttilfælde i tidlige stadier og ved at fjerne forstadier, før de udvikler sig til kræft.

- Det betyder 6000 ekstra kikkertundersøgelser årligt, og den nye hvilestue her i Nyborg er et af de initiativer, vi har taget for at sikre, at vi har kapacitet nok til at foretage tarmkræftscreeningen i Region Syddanmark, understregede han. 

Nye lokaler

Den nye, moderne og tidssvarende hvilestue i Nyborg, er et af de initiativer, der er taget for at sikre, at der er kapacitet nok til at foretage tarmkræft-screeningen i Region Syddanmark. Patienterne skal opholde sig i hvilestuen efter undersøgelsen, indtil bedøvelse og smertestillende stoffer er ude af kroppen. Imens har de mulighed for at få lidt at drikke og spise og tale med en læge eller en sygeplejerske.

Ledende overlæge Claus Christian Vinther lagde bl.a. vægt på, at det er raske patienter, der kommer ind, og de skal behandles på en måde, så de synes, at undersøgelsen er acceptabel, og så de gerne vil komme igen – det er ligesom ved tandlægen. 

- Den tillid vil I, personalet ved skopicentret, være i stand til at opbygge, og vi er i Afdeling A glade for at tage det flotte rum og de nye faciliteter, som vil understøtte vores arbejde, i brug.

Ud over nye, moderne faciliteter, kan personale og patienter i hvilerummet nu også glæde sig over udsigten til det smukke haveområde mod Nyborg Vold.

Én ud af 20 rammes

Tarmkræft er en af de store kræftsygdomme. Én ud af 20 danskere rammes af tarmkræft. I dag dør 40 pct. af dem, der får konstateret kræftformen. Desværre opdages sygdommen tit sent i forløbet. Den landsdækkende screening for tyk- og endetarmskræft vil nedsætte dødeligheden af sygdommen ved at finde kræfttilfælde i tidlige stadier, men også ved at fjerne forstadier, før de udvikler sig til kræft. Man forventer, at personer, der vælger at deltage i screeningsundersøgelsen, vil mindske deres risiko for at dø af tarmkræft med ca. 25 pct.

 


Siden er sidst opdateret 17-06-2014.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |