
AOF SYD's nye sprogcenter ved Tønder Sygehus blev officielt indviet tirsdag den 17. juni med taler af blandt andet regionsrådsformand Carl Holst (V), Region Syddanmark.
De sidste ledige lokaler på Tønder Sygehus skal fremover huse byens nye sprogcenter.
I et godt samarbejde mellem Tønder Kommune, AOF og Region Syddanmark er det nu lykkedes at fylde næsten hver en kvadratmeter af Tønder Sygehus med aktiviteter til gavn for borgere og virksomheder i byen.
AOF SYD er nemlig flyttet ind på 1. sal på sygehuset, og indtager tæt på 1.000 kvadratmeter med et nyt sprogcenter. Det blev officielt indviet tirsdag den 17. juni med taler af blandt andet regionsrådsformand Carl Holst (V), Region Syddanmark.
En større del af lokalerne på Tønder Sygehus blev ledige som følge af den nye sygehusstruktur. Det betød, at sygehusfunktionerne og sengeafsnit er blevet lukket ned og overflyttet til det nye akutsygehus i Aabenraa.
- Det har hele tiden været en vigtig ambition for Region Syddanmark, at der skulle skabes nyt liv og lys i vinduerne i de lokaler, der blev ledige med den nye sygehusstruktur. I fællesskab med lokalområdet og heriblandt Tønder Kommune har vi målrettet arbejdet for, at lokalerne blev udnyttet som et aktiv for byen og området. Nu kan vi med AOFs overtagelse af lokalerne til brug for et moderne sprogcenter sige, at opgaven er løst, siger regionsrådsformand Carl Holst.
Han understreger videre, at sprogcenteret spiller en særlig rolle i forhold til, at udlændinge i Tønder-området kan få de nødvendige sproglige forudsætninger for at klare sig i et job og som borgere i området.
- Tønder har mange udenlandske arbejdere, og det giver virksomhederne en klar konkurrencefordel med den øgede adgang til kvalificeret arbejdskraft. Derfor er det også vigtigt, at de udenlandske medarbejdere kan begå sig på dansk, så de kan kommunikere med deres danske kolleger og hurtigt kan lære om dansk kultur og samfundsforhold, så de bliver en naturlig del af lokalsamfundet, tilføjer Carl Holst.
Han glæder sig samtidig over, at der fortsat er et velfungerende daghospital på sygehuset i Tønder, ligesom en række privatpraktiserende læger og terapeuter har etableret egen praksis på sygehuset.
Fakta om sygehuset:
Fakta om AOF Syd:
Siden er sidst opdateret 19-06-2014.
Kontakt Region Syddanmark
Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring