Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Flere turister skal gå i H.C. Andersens fodspor

Nyt projekt breder fortællingen om H.C. Andersen ud i Odense og gør eventyrdigterens attraktioner mere synlige. Det skal trække endnu flere turister til regionen.

H.C. Andersen har med sin pen sat dybe spor i dansk og international litteratur. Og på den måde har han sat ikke bare sin fødeby Odense, men også regionen og Danmark, på verdenskortet.

Små 139 år efter sin død er han stadig populær, og 24. juni vil odenseanere, syddanskere og turister bogstavelig talt kunne følge den produktive digter, når de via fodspor bliver vist rundt til 13 seværdige lokaliteter i Odense, som har relation til H.C. Andersen.

Projektet ”I H.C. Andersens fodspor”, som er støttet af Region Syddanmark, vil med informative apps, fysiske Andersen-aftryk og information på ni sprog sikre, at turisterne får flere detaljer med om forfatterens liv og virke, end hvis de blot havde besøgt en enkelt attraktion. På en fodsporsrute på 2,4 km bliver Andersen-glade turister holdt i hånden og guidet rundt i Odenses gader

Styrkede oplevelser

- Med initiativet bevarer de tilrejsende overblikket over seværdighederne, men de skal også have indblik i mere end H.C. Andersens Odense, fortæller Stephanie Lose (V), som er formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Syddanmark, og fortsætter:

- Projektet sætter endnu mere lys på H.C. Andersens tilknytning til by og region, og det er en virkelig vigtig opgave, som er med til at markedsføre regionen og styrke kvaliteten i kulturoplevelserne. Og særligt vigtigt er det, at projektet med sin app og materiale også rækker ud mod andre attraktioner som fx Den Fynske Landsby og Odense Zoo.

Stephanie Lose håber, at projektet med tiden også forgrener sig ud til ikke bare Odense, men også ud til store dele af Fyn, hvor eventyrdigteren tilbragte stunder på unikke herregårde og attraktive, fynske slotte.

Stephanie Lose er én af talerne, når projektet lanceres ved Odense Slot i Kongens Have tirsdag 24. juni kl. 14.00.


For yderligere information:
Stephanie Lose (V), formand for Udvalget for Regional Udvikling, Region Syddanmark, tlf. 2533 0982




Siden er sidst opdateret 19-06-2014.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring