Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

Vagtlægers vagtplaner er gennemgået

15-07-2014 | Af Mira Borggreen

Region Syddanmark og PLO Syddanmark har nu gennemgået de aktuelle vagtplaner for vagtlægerne i regionen, og ændringer er gennemført.

Vagtlægernes vagtplaner har i de seneste uger været omdrejningspunkt for medieomtale og en række møder mellem Region Syddanmark og PLO Syddanmark.

Der har nemlig vist sig et behov for at opstille nogle nærmere regler for lægernes deltagelse i lægevagtsarbejdet, efter en læge over en to måneders periode havde 38 vagter ved siden af sin normale praksis.

Vagtplanerne for juli og august er gennemgået for de 14 mest vagtaktive læger. Vagtcheferne har efterfølgende skrevet en redegørelse for gennemgangen. Det er vurderet, om der er dagvagt efter nattevagt, om der er dobbelte visitationsvagter, og om der er rimelig mulighed for hvile. Regionen har stillet uddybende spørgsmål vedrørende lægerne E, G og M og fået tilfredsstillende svar.

- Vi har nu fået gennemgået vagtplanerne, og vi er foreløbigt tilfredse. Det har været nødvendigt at ændre planerne enkelte steder, hvor der kunne være tvivl om deres forsvarlighed, siger Bo Libergren (V), der er formand for sundhedssamordningsudvalget i Region Syddanmark.

- De praktiserende læger er glade for, at der er blevet fundet en foreløbig løsning, der fortsat sikrer syddanskerne en god lægevagtsbetjening, siger Jørgen Skadborg, der er næstformand for PLO i Syddanmark.

Gennemgang af vagtplaner

På et møde mellem PLO Syddanmark og regionen mandag den 7. juli blev spørgsmålet om tilrettelæggelse af lægevagten drøftet. Det blev besluttet, at der i fællesskab skal udarbejdes regler for den enkelte læges deltagelse i vagtarbejdet. Det blev også besluttet, at vagtchefen skulle gennemgå de eksisterende vagtplaner for at sikre, at de enkelte lægers deltagelse i vagtplanen var forsvarlig.

På mødet den 7. juli blev det også bestemt, at der efter sommerferien bliver udarbejdet regler, som vagtchefen og vagtlægerne kan forholde sig til.

- Jeg er glad for, at vi er blevet enige om en foreløbig løsning. Vi har nu modtaget redegørelsen, og vagtplanerne for juli og august er gennemgået, som vi havde bedt om. Der er foretaget 10 konkrete ændringer ud fra nogle principper om forsvarlighed. Så skal der efterfølgende laves konkrete regler. Og skulle det senere vise sig nødvendigt at stramme op på ordningen, så gør vi det, siger Bo Libergren.

Regler skal følges af udvikling

Region Syddanmark og PLO Syddanmark er også blevet enige om at lave et oplæg til, hvordan der arbejdes med yderligere kvalitetssikring i lægevagten - herunder at man skal gennemføre faglige audits og vagtkurser som en del af den systematiske efteruddannelse.

Læs redegørelsen her




Fakta

Mandag den 7. juli mødtes PLO Syddanmark og Region Syddanmark for at drøfte lægevagten.

På mødet blev det besluttet, at der i fællesskab skal udarbejdes regler for den enkelte læges deltagelse i vagtarbejdet. Det blev også besluttet, at vagtchefen skulle gennemgå de eksisterende vagtplaner for juli og august 2014 for at sikre, at de enkelte lægers deltagelse i vagtplanen var forsvarlig. Det er nu gjort.

Der var i den forbindelse behov for at tilpasse enkelte vagter ud fra nogle principper om forsvarlighed.

Regionens administration og vagtlægerne mødes i august for at gennemgå vagtplaner og forberede et kommende møde i samarbejdsudvalget.

Der er aftalt nyt møde i samarbejdsudvalget den 15. september 2014, hvor regler for vagtarbejdet skal besluttes.


Siden er sidst opdateret 15-07-2014.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |