Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2014pilAugust 2014pilSammenhæng, lys og nye bygninger på Psykiatrisk Afdeling Esbjerg
Indvielse_Esbjerg_450.jpg

Ellen Jensen, som er formand for patientforeningen Bedre Psykiatri i Esbjerg, indviede etape 1 på udvidelsen af Psykiatrisk Afdeling Esbjerg sammen med regionsrådsformand Carl Holst (V).




Sammenhæng, lys og nye bygninger på Psykiatrisk Afdeling Esbjerg

22-08-2014 | Af Hanne Kopp

Psykiatrien i Region Syddanmark fejrede etape 1 på udvidelsen af Psykiatrisk Afdeling Esbjerg. De nye bygninger, der hænger fint sammen med de historisk gamle bygninger, skaber en ny sammenhæng med helbredende arkitektur og lys samt en opfordring om flere naturoplevelser og mere fysisk aktivitet.

Der har været gang i byggeriet på Gl. Vardevej et stykke tid, hvor Psykiatrien i Region Syddanmark er ved at ombygge Psykiatrisk Afdeling Esbjerg. Og nu står de nye bygninger klar: En ny sportshal, nye døgnafsnit, akutmodtagelse og ny serviceafdeling.

De nye bygninger skal være med til at skabe mere sammenhæng i behandlingen. Sammenhæng mellem ude og inde og mellem nyt og gammelt byggeri. Lys, tilgængelighed, aktivitet og helbredende arkitektur. Noget som regionsrådsformand Carl Holst (V) også påpegede i sin tale under indvielsen:

- Udbygningen her i Esbjerg er bare ét eksempel ud af mange, hvor vi løfter de fysiske rammer i Region Syddanmark. Der er tænkt over sammenhæng og over de forskellige elementer. Det er nye fysiske rammer, der skal give patienterne en bedre behandling og et bedre liv og medarbejderne bedre arbejdsforhold. De fysiske rammer har stor betydning for behandlingen, så derfor er det naturligt og nødvendigt, at de begge er i bevægelse og udvikler sig, sagde Carl Holst. 

Er sat i bevægelse

Fremtidens psykiatri er nået et skridt nærmere sin målsætning om sammenhæng, tilgængelighed og kvalitet. Det viser byggeriet med al sin tydelighed, påpegede funktionsleder Tommy Arnløv Jørgensen:

- Psykiatrien er sat i bevægelse. De politiske visioner og gode hensigtserklæringer er på vej til at blive realiseret. Patienter og pårørende vil få en moderne åben, lys og venlig ramme, hvor de kan blive modtaget og behandlet. En ny multipsykiatri, der tager højde for det hele menneske, sagde Tommy Arnløv Jørgensen.

Også formand for pårørendeforeningen Bedre Psykiatri, Ellen Jensen, påskønnede de nye omgivelser, og roste i øvrigt Region Syddanmark for samarbejdet og inddragelsen af de pårørende undervejs. 

De nye bygninger står færdige. I alt 6100 kvadratmeter er der blevet bygget til den eksisterende afdeling på Gl. Vardevej – også kaldet Spangsbjerg. Men byggemaskiner og håndværkere er dog ikke klar til at forlade matriklen endnu: Tilbage står en omfattende ombygning af eksisterende sengeafsnit, hovedbygningen og etablering af nye udearealer.

Ombygningen forventes færdig medio 2015. 




Fakta

Udbygningen i Esbjerg betyder, at psykiatrisygehusets døgnfunktion udvides med 6.100 kvm., og at håndværkerne renoverer og moderniserer yderligere 6.000 kvm.

Dermed bliver der plads til tre nye døgnafsnit med i alt 48 pladser – én indgang for akutte patienter og en ny sportshal. Sengekapaciteten udvides med fire ekstra sengestuer, så der totalt set vil være 97 døgnpladser i Esbjerg. Desuden skal et udvidet tunnelsystem forbinde alle døgnafsnit med akutmodtagelse og servicebygning.

Projektet samler de nuværende døgnafsnit i Hviding og Esbjerg. Døgnafsnittene i Hviding lukker, når projektet er færdigt i 2015. De ambulante funktioner er tidligere på året blevet samlet i ny lokalpsykiatri i centrum af Esbjerg.

Opgaven løses af entreprenørfirmaet NCC. Arkitektfirmaet Arkitema K/S er udpeget som totalrådgiver på byggeriet. Underrådgiver og ingeniør er Rambøll A/S Esbjerg.

I alt skal der om- og udbygges for ca. 250 mio. kr. 


Siden er sidst opdateret 22-08-2014.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |