Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2014pilSeptember 2014pilKarsten Uno Petersen skal være sundhedstalsmand i EU

Karsten Uno Petersen skal være sundhedstalsmand i EU

19-09-2014 | Af Carsten Bruun

Regionsrådsmedlem Karsten Uno Petersen er for nylig blevet udpeget som ordfører i EU’s Regionsudvalg. Dermed bliver det hans opgave at føre ordet på vegne af regionsudvalgets 353 medlemmer i forhold til EU-Kommissionen.

Som ordfører skal Karsten Uno Petersen (S) tale på vegne af regionsudvalget i forhold til et udspil fra EU-Kommissionen om effektive sundhedssystemer. Udspillet beskriver de udfordringer EU-landenes sundhedssystemer står over for. Blandt andet som konsekvens af budgetnedskæringer, en aldrende befolkning og en stigning i antallet af kroniske sygdomme.
 

Som ordfører vil Karsten Uno Petersen kæmpe for og søge enighed om, at de enkelte medlemslande fortsat skal bestemme indretningen og organiseringen af deres respektive sundhedssystemer.

- Det er nu engang mest hensigtsmæssigt, at de enkelte lande selv fastlægger, hvordan de vil indrette deres sundhedsvæsen. En regional model som den danske må og skal være forskellig fra en statslig model, som man eksempelvis finder i lande som Cypern og Malta, hvis befolkningstal er lavere end antallet af indbyggere i Region Syddanmark, fastslår Karsten Uno Petersen.

Udtalelse for fagudvalg først i oktober

Karsten Uno Petersen skal præsentere sit forslag til udtalelse i Regionsudvalgets fagudvalg den 3. oktober. Hvis det går som planlagt, og flertallet af de cirka 100 politikere i fagudvalget stemmer for udtalelsen, bliver forslaget til udtalelse fremlagt for samtlige 353 medlemmer i begyndelsen af december. Målet er, at Karsten Uno kan gå ned fra talerstolen med opbakning fra hele Regionsudvalget til de synspunkter, han har fremlagt. Herefter begynder arbejdet med at overbringe Regionsudvalgets synspunkter til de to besluttende institutioner i EU-systemet: Ministerrådet og Europa-Parlamentet.

Karsten Uno Petersen har været medlem af EU´s Regionsudvalg siden 2007, og han har to gange tidligere haft ordførerskabet i sundhedsspørgsmål i udvalget.

Karsten Uno Petersen repræsenterer desuden Region Syddanmark i Assembly of European Regions (AER), hvor han er formand for komiteen for sundhed. AER er med ca. 200 medlemmer en af Europas største sammenslutninger af regioner.




Fakta

EU’s Regionsudvalg består af 353 folkevalgte politikere fra regioner og kommuner i hele EU. Ni af dem er fra Danmark. De mødes regelmæssigt i Bruxelles og skal blandt andet rådgive EU’s ministerråd og Europa-Parlamentarikerne om konsekvenserne for regionerne og kommunerne, når EU-Kommissionen kommer med forslag til ny lovgivning. Ifølge EU-traktaten skal Regionsudvalget høres, så snart EU-Kommissionen fremlægger initiativer, der handler om de opgaver, som regioner og kommuner varetager. I betragtning af, at decentrale myndigheder i EU løser mellem 50 og 75 procent af alle offentlige opgaver, er der ganske mange områder og sager, som medlemmerne af EU’s Regionsudvalg skal forholde sig til. 


Siden er sidst opdateret 19-09-2014.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |