Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2014pilSeptember 2014pilSamfundets svageste får nye boliger i midten af Middelfart
Thies_Mathiasen_og_Carl_Holst_450

Udvalgsformand for Psykiatri- og socialudvalget Thies Mathiasen (DF) og regionrådsformand Carl Holst (V) kunne fredag 3. oktober ved selvsyn studere de nye boliger til borgerne i Teglgårdshuset og Kollegiet i Middelfart. Foto: Kristoffer Voigt Rasmussen




Samfundets svageste får nye boliger i midten af Middelfart

03-10-2014 | Af Kristoffer Voigt Rasmussen

Borgere med sociale problemer og psykiske lidelser fik fredag 3. oktober et moderne botilbud i hjertet af Middelfart til 35 millioner kroner. Tilbuddet skal give borgerne bedre vilkår og større mulighed for at vende tilbage til et liv på egne præmisser.

22 borgere med psykiske og sociale problemer bosat på botilbuddene Teglgårdshuset og Kollegiet fik fredag 3. oktober boliger, der kan medvirke til øget selvstændighed, mere privatliv og bedre muligheder for at tage styring over deres eget liv.

Det skete, da Region Syddanmarks regionsrådsformand Carl Holst (V) og Psykiatri og socialudvalgsformand Thies Mathiasen (DF) sammen med beboere og medarbejdere indviede to gennemrenoverede botilbud med i alt 25 boliger samt en administrationsbygning til en pris af 35 millioner kroner.

Eget køkken, toilet og bad

Borgerne, der kæmper med psykiske lidelser og misbrugsproblemer, har nu nyindrettede lejligheder, hvor der er stue med tekøkken, soveværelse, bad og toilet, egen vaskemaskine og tørretumbler. Og for regionsrådsformanden var det et skridt i den helt rigtige retning for regionens arbejde på det sociale område.

- Regionernes opgave er at stille med stærke og højt specialiserede tilbud, der giver de mest udsatte borgere i vores samfund et sted, hvor de kan være og trives og samtidig bevarer evnen til at leve og udvikle et liv udfra egne præmisser. Med indvielsen af Kollegiet og Teglgårdshuset får vi et moderne tilbud, der ikke bare er en institution, men et hjem. Det er jeg glad for og stolt af, siger Carl Holst.

Teglgårdshuset er et botilbud til mennesker med både psykiske lidelser og misbrugsproblemer, der har brug for støtte igennem en længere periode. Kollegiet er et botilbud til mennesker med psykiske lidelser, og her er fokus, at borgerne kan flytte fra tilbuddet inden for 1-3 år.

På nuværende tidspunkt bor der 15 borgere i Teglgårdshuset og 7 borgere i Kollegiet.

Hjælp til en svær målgruppe

Borgerne i Teglgårdshuset er en gruppe af mennesker, der ofte har svært ved at få hjælp, da de både lider under psykiske problemer og samtidig har et aktivt stofmisbrug. Faktisk var tilbuddet et af de første af sin slags i Danmark. 

- Teglgårdshuset har igennem mange år stået for en nytænkende måde at tage sig af samfundets svageste på, og jeg kan konstatere, at den tilgang har bredt sig til resten af landet. Jeg er derfor glad for, at vi nu kan kvittere med en totalrenovering, så vi kan understøtte det kompetente arbejde, som vores dygtige medarbejdere udfører, siger Thies Mathiasen.

Botilbuddene Teglgårdshuset og Kollegiet er en del af Region Syddanmarks Center for Misbrug og Socialpsykiatri, der blev dannet i 2013.

Fakta om socialområdet i Region Syddanmark:

Region Syddanmark har en række højt specialiserede tilbud til personer med handicaps som for eksempel udviklingshæmning, sindslidelser, autisme og hjerneskader.

Region Syddanmark driver tilbuddene på vegne af kommunerne.

Region Syddanmark har siden 2009 renoveret og bygget nye boliger på socialområdet, og seneste færdiggjorte byggeri er altså tilbuddet i Middelfart.


Siden er sidst opdateret 03-10-2014.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |