Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2014pilOktober 2014pilPeter Fosgrau bliver projektdirektør for Nyt OUH
Peter Fosgrau

Peter Fosgrau bliver projektdirektør for Nyt OUH

21-10-2014 | Af Carsten Bruun

Direktør på Odense Universitetshospital Peter Fosgrau er i dag udpeget som ny projektdirektør for projektorganisationen for Nyt OUH. Peter Fosgrau fortsætter sideløbende som direktør og medlem af direktionen på OUH. Den nuværende projektdirektør Niels Mortensen fratræder på grund af sygdom.

Peter Fosgrau kommer til at stå i spidsen for projektorganisationen for Nyt OUH, der har opgaven med at føre planerne om det nye universitetshospital i Odense ud i livet. Det nye universitetshospital bliver Danmarks største helt nye sygehus. Det kommer til at koste 6,3 mia. kr. og er planlagt til at stå færdigt i 2022. Peter Fosgrau har været konstitueret i stillingen som projektdirektør siden juni 2014, da Niels Mortensen blev sygemeldt.

Peter Fosgrau kom til det syddanske sundhedsvæsen i 2009, hvor han blev direktør på Sydvestjysk Sygehus. I 2011 rykkede han til Odense Universitetshospital for at blive direktør og en del af direktionen der. 

- Peter Fosgrau har en meget omfattende ledererfaring og har det nødvendige kendskab til at styre større byggerier. Det er en stor fordel, at han kender OUH indefra. Det giver ham rigtig gode forudsætninger for at skabe de bedste rammer for fremtidens patienter og medarbejdere på det nye universitetshospital, siger sundhedsdirektør i Region Syddanmark Jens Elkjær.

Den vigtigste opgave for projektorganisationen lige nu er at gøre det såkaldte dispositionsforslag klar til politisk behandling sammen med totalrådgiveren for det nye sygehus. Dispositionsforslaget fastlægger, hvordan det nye sygehus skal disponeres, så det kan favne den forventede aktivitet i 2022 og samtidig bygges inden for budgettet. Dispositionsforslaget ventes færdigt i februar 2015.

Tak for en stor indsats

Niels Mortensen, der nu fratræder, har været projektdirektør for Nyt OUH siden 2008.

- Jeg er ked af, at Niels Mortensen har måttet fratræde på grund af sygdom. Han har ydet en stor indsats som projektdirektør for Nyt OUH og i det hele taget i det danske sundhedsvæsen i flere årtier. Jeg glæder mig dog samtidig over, at Peter har indvilget i påtage sig opgaven som projektdirektør for Nyt OUH og ser frem til et fortsat godt samarbejde med ham, siger Jens Elkjær.

Peter Fosgrau kommer til at løse sine ledelsesopgaver i projektorganisationen i tæt samarbejde med vicedirektør Torsten Lundgreen. Peter Fosgrau fortsætter som direktør på OUH, men kommer til at lægge sin hovedindsats i projektorganisationen. Peter Fosgrau refererer fortsat til sundhedsdirektør Jens Elkjær.




Fakta

Peter Fosgrau blev uddannet som cand.scient.pol. i 1983 og har siden 1989 fungeret i forskellige lederstillinger. Peter Fosgrau er 57 år, gift, har fire børn og er bosat i Vejle.


Siden er sidst opdateret 21-10-2014.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |