Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Next Step Challenge 450px

HKH Kronprins Frederik stod for præmieoverrækkelsen ved Next Step Challenge 2014, hvor serbiske Teleskin vandt.




300 talenter vil dyste i Esbjerg

24-10-2014 | Af Astrid Westergaard

Over 300 iværksættere fra 75 lande har meldt sig til konkurrencen Next Step Challenge 2015 i Esbjerg.

Konkurrencen skal stimulere vækst-iværksættere til at udklække de nye store virksomheder, der er så hårdt brug for både i Syddanmark og i landet som helhed, for det er de helt store virksomheder, der for alvor trækker væksten.

Som det ser ud i dag, skabes der alt for få store virksomheder. Således er det kun to procent af de danske virksomheder, der er etableret inden for de seneste 10 år, der har over 250 ansatte.

- Allerede nu mangler vi desperat nye store virksomheder, som kan bidrage med de mange arbejdspladser, der skal til, for at vi kan opretholde vores velfærd. Og da vi i Region Syddanmark ikke sidder på hænderne og venter på, at tingene sker, indgik vi allerede sidste år i et samarbejde med energi- og televirksomheden SE og forretningsudvikleren Accelerace om konkurrencen Next Step Challenge, forklarer regionsrådsformand Carl Holst (V), Region Syddanmark.

15 kæmper videre

De 15 bedste vælges ud af de 300 tilmeldte og kommer igennem et krævende vækstprogram, hvor de får mulighed for at teste deres forretningsidé af. Programmet starter 1. december i år, og i løbet af programmet arbejder de talentfulde iværksættere blandt andet sammen med erfarne forretningsudviklere fra Syddanmark, eksperter fra SE og Accelerace og internationale eksperter. Programmet afsluttes i Esbjerg i juni 2015 med kåring af vinderen, som modtager en præmie på ca. 2 millioner kroner.

Højvækstmodel i støbeskeen

Da startskuddet til det første Next Step Challenge lød, meldte 130 sig til konkurrencen. Det blev serbiske Teleskin, der vandt, og virksomheden er i dag etableret i Esbjerg og forventer at rekruttere nye medarbejdere til virksomheden.

- For at stimulere yderligere til at få skabt nye store virksomheder er vi her i Region Syddanmark gået i gang med at udvikle en national højvækstmodel. Når vi kan lokke over 300 iværksættere fra hele verden til at deltage i iværksætterkonkurrencen Next Step Challenge 2015 i Esbjerg, viser det mig, at det er en ikke bare god men også nødvendig idé at skabe et professionelt og godt innovationsmiljø. Det kan den højvækstmodel, vi er i gang med at udvikle, siger Carl Holst.

Kort fortalt går højvækstmodellen ud på at skabe en til to virksomheder årligt, som hver har potentiale til en omsætning på 100 mio. dollars om året. De bedste elite-iværksættere fra hele verden skal lokkes til med bl.a. rådgivning, mulighed for at teste produkter af og adgang til venturekapital, og i løbet af en treårig periode vil dem, der har potentiale til at blive rigtig store, blive valgt ud.

Mere info om Next Step Challenge her: www.nextstepchallenge.com


Siden er sidst opdateret 24-10-2014.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |