Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2014pilOktober 2014pilRegion Syddanmark reviderer aftale med lægevagten
Keyboard og stetoskop colourbox 450

Region Syddanmark reviderer aftale med lægevagten

31-10-2014 | Af Mira Borggreen

Region Syddanmark og PLO Syddanmarks samarbejdsudvalg har revideret aftalen om regionens lægevagt. Den nye aftale opsætter klare regler for vagtchefens rolle samt for lægernes deltagelse i vagtordningen.

Region Syddanmark og PLO Syddanmark er blevet enige om en skærpet aftale for regionens lægevagt. Dette sker på baggrund af et ønske hos regionen, men også hos lægerne i Syddanmark, om at stramme på en række regler på området.

På et ekstraordinært møde den 7. juli 2014 blev samarbejdsudvalget enig om at præcisere rammerne for lægevagten, og det er de rammer, der nu ligger klar i den nye aftale.

- Det er alfa og omega, at vi som region kan tilbyde borgerne en velfungerende og fuldt forsvarlig lægevagtordning. Det indebærer blandt andet klare regler for lægernes deltagelse og for, hvordan vi løbende følger op og forholder os til eventuelle sager. Derfor har vi nu i samarbejde med PLO revideret vores aftale for lægevagten, siger Bo Libergren (V), der er formand for samarbejdsudvalget.

- De praktiserende læger er glade for den nye aftale. Med den præciserede aftale har vi lagt et godt grundlag for det fremtidige samarbejde og en endnu bedre lægevagt for de syddanske borgere, siger Birgitte Ries Møller, der er formand for PLO i Syddanmark.

Vagtchefens funktion

Et af de væsentligste punkter i den nye aftale handler om vagtchefens fremtidige rolle. Regionen og PLO er blevet enige om en konkret funktionsbeskrivelse:

- Fremover vil vagtchefen have ansvaret for at føre tilsyn med både kvaliteten i vagtordningen, og hvorvidt de enkelte vagtplaner lever op til aftalens bestemmelser. Det er altså vagtchefens ansvar, at lægevagts-betjeningen i Region Syddanmark ligger på et forsvarligt niveau. En gang om året skal vagtchefen desuden orientere samarbejdsudvalget om lægevagtens arbejde, siger Birgitte Ries Møller.

Nye regler for vagtlægerne

Indtil nu har der ikke været fastlagt principper for lægernes deltagelse i lægevagtordningen og den enkelte læges arbejdsbelastning. Det ændres med den nye aftale.

- Lægerne har nu et regelsat ansvar for at tilrettelægge deres arbejdstid på en forsvarlig måde. Det betyder blandt andet, at lægerne ikke bør planlægge dagarbejde direkte efter en nattevagt, og at der ikke må afholdes dobbeltvisitationsvagter. Desuden vil vagtchefen løbende gennemgå vagtplanerne for at sikre, at lægernes vagtbelastning er forsvarlig, siger Bo Libergren.

Samarbejdsudvalget er enig om, at vagtchefens gennemgang af vagtplanerne skal foregå efter de samme principper som den gennemgang, der blev iværksat i sommer. Det betyder, at vagtchefen vil tage direkte kontakt til vagtlæger med en mulig overbelastning af vagter.

Forskningsprojekt om honorering

Honoreringsstrukturen for lægevagten er blevet et større diskussionspunkt, og Region Syddanmark vil nu kontakte en centralt nedsat arbejdsgruppe, der arbejder med at afdække problemstillingen omkring honoreringsstrukturen i forbindelse med visitation af patienter til lægevagten.

- Vagtlægernes honorering for visitationsarbejdet er, i henhold til overenskomsten, tilrettelagt så lægernes indtægt varierer alt efter, hvad patienterne visiteres til: Telefonkonsultationer, hvor lægen visiterer patienten til konsultation eller hjemmebesøg, honoreres med én takst; telefonkonsultationer, hvor lægen afslutter kontakten uden videre behandling honoreres med en anden og højere takst. Vi vil tilbyde arbejdsgruppen et samarbejde omkring et forskningsprojekt, der i en forsøgsperiode skal afprøve forskellige honoreringsstrukturer, siger Bo Libergren.

Samarbejdsudvalgets rolle

I den nye aftale er samarbejdsudvalget rolle og beføjelser blevet præciseret og udvidet. Fremover skal udvalget, hvori både regionen, kommunerne og PLO er repræsenteret, kunne træffe afgørelse i sager indbragt af vagtledelsen eller regionen om lægevagtsbetjeningen efter nærmere regler herom.

- I den reviderede aftale har vi præciseret, hvem der tager sig af hvad. Samarbejdsudvalget træffer afgørelser i sager vedrørende blandt andet patientklager over servicemæssige forhold og vagtordningens økonomi. Derforuden skal vagtchefen løbende holde samarbejdsudvalget orienteret om en række planlægningsmæssige forhold, siger Birgitte Ries Møller.

I den nye aftale har samarbejdsudvalget også indflydelse på kvaliteten i lægevagten, hvilket indebærer, at vagtchefen skal orientere samarbejdsudvalget om resultaterne af den løbende kvalitetssikring.




Fakta

Region Syddanmark og PLO Syddanmark er i samarbejdsudvalget blevet enige om en revideret aftale om lægevagten i Region Syddanmark. Den reviderede aftale skal godkendes i regionsrådet, og vil herefter kunne træde i kraft 1. december 2014.

Vagtchefen får med den reviderede aftale ansvaret for at føre tilsyn med både kvaliteten i vagtordningen og hvorvidt de enkelte vagtplaner lever op til aftalens bestemmelser. Vagtchefen vil løbende gennemgå vagtplanerne for at sikre, at ingen læger påtager sig vagter på et uforsvarligt grundlag.

Det er præciseret, at lægerne ikke bør planlægge dagarbejde direkte efter en nattevagt, og at der ikke må afholdes dobbeltvisitationsvagter.

I den nye aftale er samarbejdsudvalget rolle og beføjelser blevet præciseret. Fremover skal udvalget kunne træffe afgørelse i sager indbragt af vagtledelsen eller regionen om lægevagtsbetjeningen.

Den nye aftale indebærer også, at der løbende skal afholdes faglige audits, der skal følge op på kvaliteten i lægevagten.


Siden er sidst opdateret 31-10-2014.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |