Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2014pilDecember 2014pilRegion Syddanmark og Tolkedanmark ApS indgår forlig

Region Syddanmark og Tolkedanmark ApS indgår forlig

16-12-2014 | Af Mira Borggreen

Mandag den 17. november indgik Region Syddanmark og Tolkedanmark Aps forlig i sagen om de tolkeydelser, firmaet leverede til regionen fra januar 2008 til december 2009. Med forliget er alle mellemværender mellem Region Syddanmark og Tolkedanmark ApS bragt ud af verden.

Tilbage i januar 2010 politianmeldte Region Syddanmark en række tolke og firmaet Tolkedanmark ApS på grund af mistanke om bedrageri med faktureringen af de tolkeydelser, Tolkedanmark ApS var hyret til at udføre for regionen.

Politianmeldelsen kom på baggrund af en række stikprøvekontroller, der viste mistænkelige og betydelige uregelmæssigheder i tolkenes afregning af tolkebistand til praktiserende læger. På baggrund af dette valgte regionen at tilbageholde en del af Tolkedanmark ApS’s tilgodehavende.

Politiet har imidlertid på baggrund af deres undersøgelse valgt ikke at rejse tiltale i sagen. Det fastslås dermed, at Tolkedanmark ApS ikke hverken direkte eller indirekte har medvirket til nogen form for kriminalitet, der har givet anledning til at rejse tiltale.

Tilbage stod imidlertid en række uregelmæssigheder i afregningsmaterialet for det tilbageholdte tilgodehavende.

Region Syddanmark og Tolkedanmark ApS har nu indgået et forlig om det tilbageholdte beløb, som er tilfredsstillende for begge parter sagens alvorlige udgangspunkt taget i betragtning.
De to parter er, som en del af forliget, blevet enige om ikke at offentliggøre det godtgjorte beløb.

Tolkning er lovpligtig

I henhold til sundhedsloven skal Region Syddanmark stille tolkebistand til rådighed i de situationer, hvor en patient ikke kan tale dansk.

Det er den praktiserende læge eller praktiserende speciallæge, der vurderer, om der er behov for tolkning og det er lægen, der bestiller tolkningen hos det tolkebureau, Region Syddanmark har indgået aftale med. 




Fakta

Tolkedanmark ApS leverede tolkeydelser for hele Region Syddanmark i perioden fra 1. januar 2008 til 1. januar 2009. Fra 1. januar til 31. december 2009 blev aftalen ændret til kun at omfatte Fyn, hvorefter kontrakten udløb.

I forhold til den givne sag har det udelukkende drejet sig om tolkninger foretaget hos praktiserende læger og speciallæger i Region Syddanmark.

Ingen af de anmeldte tolke er længere ansat hos Tolkedanmark Aps. 


Siden er sidst opdateret 16-12-2014.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |