Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

Indvielse_Skærbæk_Carl_holder_tale_450.jpg

Omkring 100 mennesker var mødt op til indvielsen af det nye sundhedshus, hvor de kunne høre taler fra blandt andet Borgmester Laurids Rudebeck (V), formand for Tønder Kommunes Sundhedsudvalg, Irene Holk Lund (V) og regionsrådsformand Carl Holst (V), der alle fokuserede på det gode samarbejde mellem regionen og kommunen. Foto: Kristoffer Voigt Rasmussen




Nyt sundhedshus i Skærbæk blev indviet

16-012-2014 | Af Jane Birch Larsen

Det sidste af i alt seks nye sundhedshuse i Region Syddanmark blev indviet i Skærbæk tirsdag den 16. december. Sundhedshusene er en succes, og flere er på vej.

Der var en festlig stemning i det nye sundhedshus i Skærbæk, da ombygningen af det gamle rådhus til et moderne sundhedshus blev fejret tirsdag den 16. december om eftermiddagen.

Mange lokale borgere var mødt op for at deltage i indvielsen og for at kaste et nærmere blik på deres nye sundhedshus, der skal sikre dem et nært sundhedstilbud med nem adgang til en praktiserende læge.

Bred interesse for sundhedshuse

Region Syddanmark har oplevet stor interesse for at blive en del af de sundhedshuse, der er oprettet i regionen, og det gælder også i Skærbæk. Seks praktiserende læger bor nu dør om dør med en række kommunale sundhedstilbud og Frivilligorganisationen Selvhjælp Sydvest.

- Det er fantastisk at se, hvor stor interesse der er for at blive en del af det sundhedsfaglige miljø i sundhedshusene. Det er mit klare indtryk, at samarbejdet og de gode faciliteter er attraktive. At vi ovenikøbet kan tiltrække frivillige her i Skærbæk vidner om, at vi har fat i den lange ende, når det drejer sig om borgernær sundhed, siger regionsrådsformand i Region Syddanmark Carl Holst (V), der deltog i indvielsen.

Det nye sundhedshus skal være med til at styrke samarbejdet mellem de forskellige sundhedsfaglige tilbud. Uanset om det er et privat, kommunalt eller regionalt tilbud. Det styrkede samarbejde kan højne fagligheden, så man som patient får den bedst mulige hjælp. Samtidig kan det tværfaglige samarbejde være med til at tiltrække nye læger, så lægedækningen i området sikres fremover. 

Flere sundhedshuse på vej

Det nye sundhedshus i Skærbæk er det sidste af seks nye sundhedshuse, der er bygget i Region Syddanmark i 2014. Tønders borgmester Laurids Rudebeck (V) er begejstret og fremhæver, at flere sundhedshuse er på vej i kommunen.

- Sundhedshuset betyder tilbud tæt på borgernes hverdag og bedre service til kommunens borgere. Derfor er sundhedshuset fremtiden. Og derfor stopper vi heller ikke i Skærbæk, men udbreder konceptet. Sammen med regionen etablerer vi næste år et tilsvarende sundhedshus i Toftlund, sagde han.
 
Med indvielsen af sundhedshuset i Skærbæk er seks nye sundhedshuse indviet det seneste år. Og da sundhedshusene allerede er en stor succes, har Region Syddanmark besluttet at oprette flere. De skal primært ligge i regionens yderområder, hvor der er problemer med at tiltrække yngre praktiserende læger, og sundhedshusene skal etableres i perioden fra 2014 – 2018.

- Vi er nået langt med vores sundhedshuse i Region Syddanmark, og vi har et politisk ønske om at fortsætte ad den sti. Derfor er vi i fuld gang med at afklare, om der kan oprettes sundhedshuse i byer som Esbjerg, Ribe, Grindsted, Vejen og Aabenraa. Det er noget, vi skal diskutere i regionsrådet i starten af det nye år, fortæller Carl Holst.

Arbejdet med at etablere et sundhedshus i Toftlund er allerede i gang. Beslutningen om, hvor de øvrige sundhedshuse skal ligge, vil blandt andet ske ud fra en vurdering af, hvor i regionen det er sværest at rekruttere nye læger, hvor der er flest praksisser, der kun rummer én læge, og sidst, men ikke mindst, hvor der er en stor procentdel af områdets læger, der er over 65 år.
 




Fakta

  • Sundhedshuset i Skærbæk er etableret i det tidligere rådhus og lægehus og er cirka 2.600 kvadratmeter stort.
  • Sundhedshuset er etableret med et tilskud på 14,7 millioner kroner fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse
  • De seks sundhedshuse, der er oprettet inden for de seneste år i Region Syddanmark, ligger i Marstal, Ærøskøbing, Rudkøbing, Bogense, Skærbæk og Nordborg.
  • Sundhedshusene etableres som et samarbejde mellem regionen og kommunerne.
  • De seks sundhedshuse er opført med støtte fra statens pulje på 600 millioner til sundheds- og akutløsninger i yderområder i Danmark. Etableringen af de enkelte sundhedshuse har fået et tilskud fra den statslige pulje på mellem 10 og 23 millioner kroner.


Siden er sidst opdateret 16-12-2014.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |