Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2015pilFebruar 2015pilRegion Syddanmark vil i dialog med regeringen om regionens økonomi

Region Syddanmark vil i dialog med regeringen om regionens økonomi

04-02-2015 | Af Carsten Bruun

Region Syddanmarks udgifter til ny dyr medicin stiger mere end forventet i 2015, og derfor vil regionen i dialog med regeringen om, hvordan der kan skabes balance i økonomien.

Udgifterne til ny dyr medicin – både på de syddanske sygehuse og hos de praktiserende læger – stiger langt mere end forudsat i økonomiaftalen for 2015. Det betyder, at Region Syddanmark kommer til at mangle finansiering for omkring 200 mio. kr. i 2015. En mindre del af de manglende penge er allerede fundet i kraft af det sparekatalog på 120 mio. kr., som regionsrådet vedtog sammen med regionens budget for 2015.

Region Syddanmarks forretningsudvalg har i dag drøftet udfordringerne for regionens økonomi, og har derfor besluttet at gå i dialog med regeringen.

- Udgifterne til ny dyr medicin er steget meget mere end regeringen forudså, da vi indgik økonomiaftalen sidste sommer. Det vil vi gå i dialog med regeringen om her i foråret. Hvis vi skal have mulighed for at overholde økonomiaftalen, kan jeg ikke forestille mig andet end, at regeringen er lydhør, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

- En løsning kunne være, at vi får mulighed for at bruge nogle af de penge, som regeringen afsatte i finansloven til sundhedsområdet. En anden mulighed kunne være, at vi finder en løsning, når vi mødes til økonomiforhandlingerne om næste års økonomi.

Regionsrådet i Region Syddanmark vil tage en bredere drøftelse af regionens økonomiske udfordringer på et budgetseminar den 10. marts 2015.


Siden er sidst opdateret 16-02-2015.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |