Forsiden | Ledige job | Kontakt | Nyhedsbreve | Presse | For ansatte | Web-TV | English |
Søg

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2015pilMarts 2015pilNyt OUH starter næste planlægningsfase
Oversigtsbillede_Nyt_OUH_12032015_450

Nyt OUH starter næste planlægningsfase

12-03-2015 | Af Martin Grøn

Det har været et stort puslespil at få navigeret alle rum og afdelinger på plads i det nye universitetshospital i Odense, men nu er brikkerne faldet på plads, og Nyt OUH-projektet kan snart begynde på næste planlægningsfase.

Nyt OUH er kommet et skridt nærmere. Dispositionsforslaget, som fastslår fordelingen og placeringen af samtlige funktioner og rum i Nyt OUH, er nemlig blevet godkendt af Region Syddanmarks administrative styregruppe for sygehusbyggeriet.

- Vi er kommet frem til et dispositionsforslag, som vi tror på. Der er stadig et stykke vej til et færdigt resultat, men med dispositionsforslaget i hånden har vi og totalrådgiveren lagt vejen frem til et velfungerende hospital, siger sundhedsdirektør i Region Syddanmark Jens Elkjær, der er formand for styregruppen.

Det er totalrådgiveren Medic OUH, der står for udarbejdelsen af forslaget, og med styregruppens godkendelse sendes projektet videre til næste planlægningsfase, hvor man bl.a. begynder at indrette rummene.

Undgår overskridelser i økonomien med komprimering

Det har været vigtigt for Region Syddanmark, at dispositionsforslaget ikke overskrider den fastlagte arealramme og budget. Det har betydet, at totalrådgiveren i tæt samarbejde med projektorganisationen for Nyt OUH undervejs har ændret i designet af byggeriet. Det har bl.a. gjort, at byggeriet bliver højere og får et mindre fodaftryk – dog uden at reducere arealer til de kliniske funktioner, hvor patienterne behandles.

Grundig gennemgang

Dispositionsforslaget er blandt andet blevet gennemgået af Projektorganisationen for Nyt OUH og af udvalgte medarbejdere og ledere fra Odense Universitetshospital.

- Projektet er ikke alene realisérbart, det er også blevet forbedret. Men vi skal stadig være bevidste om økonomien, og derfor har vi sammen med totalrådgiveren sat fokus på anlægsøkonomien i den videre proces. Her skal vi finde innovative løsninger, der kan sikre os et mere robust fundament at bygge ud fra. Gennem hele dispositionsforslagsfasen har vi haft en god konstruktiv dialog med totalrådgiver, og vi glæder os nu til at begynde den mere detaljerede planlægning, siger projektdirektør for Nyt OUH, Peter Fosgrau.

Totalrådgiveren Medic OUH er også tilfreds med, at projektet nu kan bevæge sig til næste fase.

- Vi er glade for, at den administrative styregruppe har godkendt dispositionsforslaget og ser frem til at komme i gang med næste fase. Dispositionsforslaget er et robust udgangspunkt for den videre bearbejdning af projektet, og vi vil også i de kommende faser søge at tilføre innovative løsninger og optimere projektet yderligere i samarbejde med bygherre, siger bestyrelsesformand Jørgen Nielsen, Medic OUH.

Dispositionsforslaget forventes at blive endelig godkendt i regionsrådet den 27. april.




Fakta

Projektets rammer:

Grundareal - 780.000 m2
Bruttoetageareal - 224.000 m2
Hertil psykiatri - 26.000 m2
I alt ca.: 250.000 m2

Projektøkonomi

Byggeri - 6,3 mia. kr.
Hertil psykiatri - 0,6 mia. kr.
I alt: 6,9 mia. kr.

Projektet forventes færdig i 2022


Siden er sidst opdateret 17-03-2015.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap